EasyJet vokser mere end Ryanair
Med en passagervækst på knap 15 procent i maj haler easyJet ind på Ryanair, der kun fik fem procent flere passagerer ombord på flyene. Det skriver check-in.dk.
Ryanair må affinde sig med, at passagertallet hos konkurrenten easyJet vokser mere end hos dem selv. I maj var den faktisk ekstra slem sammenlignet med de foregående måneder. Med en vækst på 14,4 procent mod Ryanais vækst på 5 procent havde easyJet tre gange så stor relativ vækst i maj sammenlignet med samme måned året før.
Britiske easyJet har dog stadig et stykke vej op til den irske konkurrent, der i maj transporterede over 2 mio. flere passagerer end easyJet. Således fandt 7,51 mio. passagerer vej ombord i Ryanairs fly, mens 5,42 mio. passagerer valgte at flyve med easyJet.
Maj måneds fremgang for easyJet er kulminationen på flere måneders vækstbaghjul til Ryanair. I marts gik easyJet 4,4 procent frem, mens Ryanair gik 4,0 procent tilbage sammenlignet med samme måned året før. I april havde easyJet 8,6 procent flere passagerer end i april 2011. Ryanair kunne kun notere sig en fremgang på 6 procent.
Også på belægningsprocent giver easyJet konkurrenten baghjul. 88 procent af sæderne i easyJet’s Airbus-fly var i maj optaget af passagerer. Det er en fremgang på 3,9 procentpoint. Hos Ryanair var kun 81 procent af sæderne solgt. Det var en tilbagegang på et procentpoint i forhold til maj sidste år.
Og billedet var det samme i marts og april. Her kunne easyJet præstere belægningsprocenter på henholdsvis 88,8 og 89,3 procent, mens Ryanair måtte nøjes med at fylde 78 og 81 procent af sæderne.