Omfartsvej bliver 40 mio. dyrere
Den kommende omfartsvej ved Nykøbing bliver væsentligt dyrere end de 222 millioner kroner, som Vejdirektoratet havde kalkuleret med.
Vejen vil koste næsten 40 millioner kroner yderligere, så den samlede pris for selve vejanlægget, rundkørsler, sti- og jernbanebroer beløber sig til 257,1 millioner kroner.
På grund af det noget dyrere projekt har det også trukket ud med at få udpeget totalentreprenøren til opgaven, fordi man har ventet på en merbevilling fra staten.
Men i den kommende uge forventer Vejdirektoratet at kunne underskrive anlægskontrakten med totalentreprenøren NCC-M.J. Eriksson og Arkil, som i fællesskab skal løse opgaven.
Hos Vejdirektoratet siger Andrew Crone-Langkjær, at omfartsvejen formentlig er blevet dyrere end beregnet fordi, der er tale om en totalentreprise, hvor entreprenøren således har en større risiko. Desuden omfatter projektet både en jernbane- og en stibro, som er en kompliceret opgave.
NCC-M.J. Eriksson og Arkil skal anlægge omfartsvejen rundt om Nykøbing F.