Trafikpolitik med spredehagl
Dansk Erhverv hilser trafikaftalen velkommen men frygter samtidig, at smørret spredes for tyndt ud.
- Aftalen er fuld af gode intentioner og rigtige tanker. Forligsparterne har dog tydeligvis ikke haft penge nok at gøre godt med, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv peger på, at den milliard, der fordeles, går til både pendlere, weekendrejsende, udkantsområderne og de unge rejsende.
- Der er mange værdigt trængende på området, og alle har fået deres del i den nye trafikaftale. Spørgsmålet er, om de kan mærke det, siger Jesper Højte Stenbæk.
- Mobilitet er afgørende for vækst, og mere effektiv kollektiv trafik er en stor del af løsningen på, hvordan vi klarer udfordringen omkring Danmarks store byer. Hvis flere skal have øjnene op for fordelene ved tog og metro kræver det mærkbare forbedringer. Jeg tvivler på, at de mange gode intentioner virkelig kommer til at kunne mærkes hos brugerne, siger Jesper Højte Stenbæk.