Stormøde: Udenlandsk opbakning
FDL og initiativgruppens møde havde besøg af udenlandske kolleger fra Tyskland, Sverige, Holland, Belgien og Norge.
- I dag står vi side om side med vore danske kolleger. De belgiske kollegers eksistens er truet, de tyske, hollandske og mange flere med, og hvis ikke politikerne vil hjælpe os, ender det galt. Rigtigt galt. Det nytter ikke at sige, hvad det angår os, for vi er alle i samme båd. I Danmark er tusinder af job forsvundet. Derfor står vi sammen her i dag, for det er ikke længere et nationalt, men et bredt europæisk problem, sagde Ingo Schulze fra KCD i Tyskland.
Han kritiserede også det, han betegnede som danske ”brevkassefirmaer”, der lader billige østeuropæere køre deres biler. Det ønskede Schulze stoppet.
- Vi er som fagfolk kommet her for at bakke danskerne op. Og dermed vise, at vi er villige til at kæmpe for vore job, for vores fremtid og vore børn, fastslog Ingo Schulze.
- Vi står med et problem. Et gigantisk problem, og det drejer sig om mange millioner, ja milliarder af kroner, sagde adm. direktør Johan Lindström, Sveriges Åkeriföretag. Som jeg vurderer det, ja så må vi konkludere, at tingene ikke fungerer, som de burde. Vi havde i Sverige set frem til en slags karenstid, så vi kunne få tid til at vurdere udviklingen, men vores minister sagde nej til et midlertidigt cabotage-stop. Jeg synes ikke, vores minister gør sit job godt nok, og vi må blive ved med at kæmpe. Udviklingen viser desværre, at det går den forkerte vej, hvilket underbygges af nye rapporter. Men selv om vi har peget på, at udviklingen går den forkerte vej, er der stort set politisk enighed om, at der intet er at diskutere. Politikerne har magten til at gøre noget ved det, og til at sikre os, men de gør intet.
Der var desuden taler fra Klaus de Waardt fra hollandske VERN og de to belgiere Dirk Segers og Kris Fruru, begge fra ODU i Belgien, samt Heine Skyvulstad fra NYA i Norge.