23948sdkhjf

Stormøde: Resolution

Deltagerne ved FDL og initiativgruppens stormøde i Middelfart sendte en resolution til ministre og myndigheder.

Deltagerne ved FDL og initiativgruppens stormøde i Middelfart sendte en resolution til ministre og myndigheder.



Forsamlingen på FDL´s åbne stormøde, lørdag den 9. juni i Lillebæltshallen i Middelfart, udtrykker sin uforbeholdne kritik af myndighedernes og politikernes passivitet i forbindelse med et stigende antal ulovligheder inden for vognmands-branchen. Det er især den systematisk iscenesatte og ulovlige cabotage-kørsel, og den sociale dumping, der er problemet. Forsamlingen, der repræsenterer et bredt udsnit af danske vognmænd og chauffører, opfordrer de respektive fagministre og formændene for Folketingets Retsudvalg, Transportudvalg og Retsudvalg, til hurtigt at tage skridt hen mod en effektiv – og dermed betydeligt skærpet – kontrol.
Som forholdene har været indtil dato, har cabotage-reglerne, kombineret med en meget mangelfuld, nærmest ikke eksisterende, kontrol, nærmest været et stort ta´selv bord for dem, der har villet snyde. Resultatet er masser af lukkede mindre danske vognmands-firmaer og 8.000 og 9.000 chauffører har mistet deres job. Til gengæld vokser antallet af udenlandske køretøjer med underbetalte østeuropæiske chauffører med en nærmest foruroligende fart, mens de store kørsels-rekvirenter og speditører skovler penge ind. Værst er, at den systematisk iscenesatte, ulovlige cabotage-kørsel, foregår med Trafikstyrelsens viden, og at stort set alle veldokumenterede anmeldelser af ulovligheder preller af på Styrelsens embedsmænd.
Forsamlingen udtrykker samtidigt sin store skuffelse over, at hele tre ministre, samt formændene og/eller næstformændene for retsudvalget og transportudvalget, ikke kunne/ikke ønskede, at afsætte tid til at møde os og få en dialog med et meget bredt udsnit af den danske vognmands-branche. Forsamlingen opfordrer derfor i utvetydige vendinger justitsminister Morten Bødskov, transportminister Henrik Dam Kristensen og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til at imødekomme vores ønsker om et snarligt møde med repræsentanter for stormøde-arrangørerne.
Uden at gå for vidt, påpeger forsamlingen, at den tid, hvor vognmands-branchen skal stå for skud, må være forbi. Vognmands-branchen har fremlagt flere udmærkede forslag til løsninger af problemerne og understreget, hvor alvorlig situationen er. Hvis vognmands-branchen fortsat bliver mødt med beklagende skuldertræk og ligegyldig afværgesnak om nye kostbare udvalg, som skal undersøge alt det, vi ved i forvejen, kan lørdagens forsamling i Middelfart ikke garantere for ro og orden på lægterne.
Skal de af os, der endnu er tilbage med danske biler og dansk lønnet arbejdskraft i transport-sektoren, fortsat være med til at levere varer til hr. og fru Danmark, og dermed fortsat få Danmark til at fungere, skal der helt andre politiske boller på suppen. Afgørelsen ligger alene i hænderne på de tre nævnte fagministre. Vi er klar til at mødes, når som helst, men kun hvis der bliver tale om realitetssnak og ikke luftige teorier og tomme løfter.
Dem har vi for længst fyldt vore ellers tomme lasteflader med.

FDL og udvalgsgruppen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094