Norwegian bestiller 100 nye Airbus
Det succesrige norske luftfartsselskab, Norwegian, fortsætter med at storme frem. Fredag har selskabet bekræftet en tidligere bestilling ved at underskrive en kontrakt på levering af 100 fly af typen Airbus A320neo. Dertil kommer en option på yderligere 50 fly.
Aftalen omfatter en bestilling, som blev offentliggjort i januar samtidig med, at selskabet meddelte, at det ville købe 122 fly fra den amerikanske flyproducent Boeing, hvoraf 100 er af typen 737 MAX8 og 22 er 737-800, som selskabet i forvejen har 51 af.
Med aftalen fredag gennemfører Norwegian det første køb af fly fra den europæiske Airbus-koncern.
Hidtil har Norwegian, der er i skarp konkurrence med SAS, haft en flåde, der består af 64 Boeing 737-fly af typerne 737-800 og 737-300. Selskabet har valgt at modernisere dets flåde med mere brændstoføkonomiske og miljøvenlige fly.
Det norske selskab har også bestilt otte Boeing 787-8 Dreamliner til selskabets planlagte langdistancesatsning. Tre af flyene ejer Norwegian, mens fem er leaset. Blandt andet har Norwegian overtaget de Dreamlinere, som Icelandair tidligere har bestilt.