Trafiksikkerhed i Øjenhøjde til cykeldag i Gentofte
Danmarks største trafiksikkerhedskampagne deltager i Gentofte kommunes årlige Cykeldag fredag den 8. juni, hvor der er også er fokus på cyklister og lastbiler i trafikken.
Det er partnerne Dansk Transport og Logistik, 3F Transportgruppe, Danske Fragtmænd, Volvo Lastvogne, OK a.m.b.a., Bridgestone og Børneulykkesfonden, der på 9. år besøger de danske folkeskoler og særlige events under navnet ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde” som stiller op til Gentofte kommunes Cykeldag for skolernes 5. klasser.
Ca. 75.000 børn har allerede modtaget undervisningen, og transporterhvervet og de involverede partnere håber med kampagnen at være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd omkring lastbilerne og dermed reducere antallet af ulykker, hvor lastbiler er involveret.
Alle eleverne får udleveret reflekser og refleksbånd samt folderen ”Følg op på gode trafikvaner”, som indeholder en række gode råd om, hvordan man undgår uheld i mødet med lastbiler i trafikken.
- Vi er glade for at kunne bidrage til, at Gentofte Kommune får succes med deres cykeldag. Det store engagement hos kommunen fortjener anerkendelse som eksempel på det lokale trafiksikkerhedsarbejde, siger kommunikationschef i DTL Morten Lindbo.
At der er behov for ekstra undervisning viser en undersøgelse blandt 651 børn i aldersgruppen 7-10 år i en række danske kommuner: en tredjedel af børnene i aldersgruppen 7-10 år har ikke modtaget undervisning i, hvad de skal passe på i forbindelse med lastbiler i trafikken. Det selvom hele 82 % af børnene selv går eller cykler i skole.
Undersøgelsen er gennemført af Børneulykkesfonden i 2011. Den viser dog også, at næsten alle børnene er klar over, at de skal være særligt opmærksomme, når de møder lastbiler i trafikken, men altså ikke hvad de især skal passe på.