SAS fastholder tillæg
Priserne på flybrændstof er i løbet af de seneste par uger faldet til det laveste niveau i fem måneder. Alligevel opretholder SAS de forhøjede brændstoftillæg, der senest blev reguleret i begyndelsen af april måned.
Presset på luftfartsselskabernes omkostninger er lettet igennem de senere uger. Priserne på flybrændstof er nemlig faldet til det laveste niveau i fem måneder, således at et ton jetfuel i dag koster omkring $ 966.
De nuværende brændstofpriser ligger 9,2 procent under niveauet for en måned siden samt 5,7 procent under det niveau, der var gældende for 12 måneder siden.
Da SAS i midten af marts tog beslutning om at forhøje selskabets brændstoftillæg med virkning fra 4. april, lå prisen på et ton jetfuel på $1.080, altså næsten 11 procent højere end i dag.
Det brændstoftillæg udløste en prisstigning på €12 (ca. 90 kroner) på de interkontinentale flyrejser, således at brændstoftillægget derefter udjorde € 142 (ca. 1.060 kroner) per strækning. Indenfor Europa steg tillægget med op til € 8 (ca. 60 kroner) på visse billettyper, ligesom der også var reguleringer på indenrigsrejserne i de tre skandinaviske lande.
De faldende priser på flybrændstof får dog ikke i første omgang SAS til at sætte brændstoftillægget ned igen.