ITD går ind i miljøorganisation
ITD er blevet associeret medlem af den nystiftede organisation Green Freight Europe (GFE), og første møde mellem de to organisationer finder sted i dag.
GFE blev etableret i marts 2012 af over 50 store og toneangivende europæiske transportfirmaer og transportkøbere. Målet er at reducere udledningen af CO2 fra vejgodstransporten i Europa.
En fælles måde at opgøre transporternes CO2-udledning på står i centrum for arbejdet. Målet er, at virksomheder skal konkurrere på den reelle CO2-belastning og ikke på opgørelsesmetoder, og branchen skal have et troværdigt grundlag for dokumentation og forbedringer.
Et andet mål er at undgå tiltag som de meget forskellige miljøzonekrav, der er blevet indført rundt i Europa. Her håber ITD, at GFE kan blive en vigtig faktor i det arbejde.
- Vi har valgt at være med i GFE, fordi der er tale om et samarbejde på tværs af grænserne i Europa med tæt kontakt til EU. En fælles stemme er værdifuld, når vejgodstransporten skal påvirke beslutningstagerne i Europa. Samtidig vil vi gerne videregive grønne erfaringer til danske virksomheder, så de kan blive endnu skarpere på miljøområdet, lyder det fra ITD's erhvervspolitiske chef Poul Bruun.
På mødet i dag skal ITD blandt andet høre, hvor GFE er i arbejdet med at skabe fælles standarder på miljøområdet, eksempelvis hvad angår grønne regnskaber.