Færgedåb i Nakskov
Silende regn kunne ikke dæmpe humøret, da den sidste af to ny færger til ruten Spodsbjerg-Tårs i dag blev døbt på Nakskov Havn.
Den nye færge M/F Langeland sikrer sammen med søsterskibet M/F Lolland – der allerede er i drift – en betydelig opgradering af færgeruten mellem Langland og Lolland.
Kapaciteten øges med 142 procent på ruten. Der bliver plads til 600 passagerer og 122 biler. Rutefarten bliver på 16 knob.
M/F Langeland forventes senest i drift i starten af næste uge.
- M/F Langeland danner sammen med M/F Lolland en ny livsnerve i regionen. En livsnerve, der er med til at sikre kraft og samhørighed i regionen mange år fremover og forbedrer oplevelsen for dem, der tager søvejen, sagde rederiet Danske Færger A/S adm. direktør John Steen-Mikkelsen.
- Der er tale om en stor infrastrukturel oprustning, hvor vi på én og samme tid øger kapaciteten og holder den nuværende havne- og overfartstid. Der er ingen tvivl om, at de to tvillinger helt bogstaveligt vil gøre afstanden mellem sydhavsøerne væsentligt mindre, sagde John Steen-Mikkelsen.
Det var Nakskovs utrættelige og altid positive turistchef Lise Simon, der som gudmor for M/F Langeland stod for dåben af den nye færge.
Færgerne er klar til at sejle på biodiesel og de er forberedt til omstilling til drift på naturgas/biogas.
Rederiet Danske Færger A/S har genvundet Sund & Bælts – der er forpligtet til at opretholde ruten - udbud om besejlingen af ruten Spodsbjerg-Tårs. Det var en del af den nu godt to år gamle aftale, at Færgen indsatte nye færger på ruten. Til gengæld har Sund & Bælt opgraderet færgehavnene i Tårs og Spodsbjerg.
M/F Langelands gudmor Lise Simon i midten flankeret af den nye færges kaptajn og Danske Færgers adm. direktør John Steen-Mikkelsen.