ITD og FDL: Vejskat vil ikke være neutral
Mandag den 4. juni 2012 tog Skatteministeriet de første praktiske skridt mod længe ventede afgiftsforhøjelser for lastbilkørsel, da der var informationsmøde for branchen og producenter af opkrævningsteknologier.
Regeringen vil have, at lastbiler over 12 tons fra år 2015 skal betale en afgift pr. kørt kilometer. Taksterne bliver forskellige alt efter forurening og antal aksler på køretøjet. I alt bliver godstransporten belastet med ca. 2,5-3 milliarder kroner i afgifter om året.
- Branchen får besværet og udgifterne med at opkræve skatten uden nogen form for kompensation. Det er en tung ekstra byrde for en allerede vaklende branche særligt for de mindre aktører i markedet, siger ITD’s erhvervspolitiske chef Poul Bruun.
Regeringen har lovet, at vejskatten skal være provenu-neutral, men det er ifølge Poul Bruun næsten umuligt at nå en reel omlægning. Potentialet for reduktion i dieselafgiften er lille, den eksisterende ”vignette” fylder "kun" 370 mio. kr., og der eksisterer ingen ejerafgift for lastbiler. Der er derfor lang vej til de tre milliarder kroner.
- Regeringen mener, at den milliard, der blev givet til kollektiv transport i forbindelse med den skibbrudne betalingsring, er del af de tre milliarder kroner. Det er helt uacceptabelt at tælle den milliard med, for den aflaster ikke vognmændene.
Der er dog enkelte positive takter i tiltaget. Skatteministeriet vil sikre en høj grad af kompatibilitet med de andre europæiske systemer, f.eks. tyske, franske og slovakiske, og vil dermed forhåbentlig undgå mange børnesygdomme i opkrævningssystemet. Ifølge Poul Bruun er det dog ikke til at komme uden om, at afgifterne har en klar negativ slagside.
- Erfaringerne fra Tyskland og andre steder viser, at der ikke sker nogen omlægning af trafikken til bane og skib. De er simpelthen ikke et reelt alternativ for den type distribution af varer, som lastbiler står for. Det eneste resultat vil med stor sandsynlighed være forringet konkurrenceevne for dansk industri.
Hos FDL har man et godt råd til skatteministeren:
- Tag branchen med på råd, Thor, er Preben Skjøths kommentar.
- Det er både skidt og kanel, at SKAT fra og med 2015 agter at indføre en ny kørsels-afgift for lastbiler. Den ny afgiftsform, der baserer sig på en kilometer-udmålt GPS takst, skal erstatte den hidtidige kørsels-afgift, som vognmændene i dag betaler. Den ny afgift vil skønsmæssigt koste danske vognmænd op mod tre milliarder kroner, og der er desværre al mulig grund til at frygte, at det vil gå hårdest ud over de mindre vognmands-forretninger, mens de store kørsels-rekvirenter nok skal vide, at lægge ekstra kørsels-afgifter på regningen til kunderne.
- Det eneste gode ved den ny afgift, er at afgiften afkræves pr. kørt kilometer, hvilket vil sige, at dem, der kører mest og slider mest på vejnettet, kommer til at betale mere. Så set ud fra det synspunkt, er gradueringen retfærdig nok. Der er også gode intentioner i, at de lastbiler, som vil forurene mindst, slipper lidt billigere, men man kan også her godt frygte, at ikke alt vil komme til at gå retfærdigt til.
- Det lyder såre smukt, når Thor Möger Pedersen samtidigt slår på, at man agter at belønne de vognmænd, som har investeret i materiel, som forurener minimalt, er der indirekte lagt op til, at nogle vognmænd vil få svært ved at klare sig.
- Dels er det ikke alle, der har råd til – igen, igen – at investere i nyt materiel. Dels skaber det en grim skævvridning for selv dem, der efter bedste evne søger at holde deres køretøjer i en sund og driftsmæssig god stand.
- Derfor kan FDL kun opfordre skatteministeren og dennes embedsmænd at tage branchen med på råd, inden man på bedste embedsmandsvis beslutter sig siger Preben Skjøth.