Peter Straarup ind i Mærsks Almenfond
Den tidligere topchef for Danske Banks, Peter Straarup, træder den 1. juli ind i bestyrelsen for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der er hovedaktionær i A.P. Møller-Mærsk.
- Peter Straarup vil i bestyrelsen, som den nationalt og internationalt respekterede finansmand han er, styrke vor finansielle indsigt. Derudover værdsætter vi Peter Straarups integritet og glæder os til at nyde godt af hans unikke indsigt og netværk, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er formand for Almenfonden, i en pressemeddelelse.
Peter Straarup faldt i februar for bankens pensionsalder på 60 år, og blev som ordførende direktør efterfulgt af den tidligere Maersk Line direktør, Eivind Kolding.
I bestyrelsen for Almenfonden sidder Straarups egen forgænger, Knud Sørensen, der er næstformand for bestyrelsen.
Almenfondens bestyrelse består fra den 1. juli af:
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand, Knud Sørensen, næstformand, Lars-Erik Brenøe, Ove Hornby, Tom Kähler, Leise Mærsk Mc-Kinney Møller og Peter Straarup.