Piratgidsler i over 500 dage
Besætningen fra coasteren Leopard – to danske skibsofficerer og fire filippinske søfolk – har nu siddet som de somaliske piraternes gidsler i 510 dage.
Leopard blev kapret 12. Januar 2011. Det lykkedes dog besætningen af sabotere skibes motor, så piraterne måtte opgive skibet. De to i stedet de to danske skibsofficerer, kaptajn Eddy Lopez og styrmand Søren Lyngbjørn som gidsler sammen med de fire filippinske søfolk, der udgjorde resten af den seks mand store besætning.
Den usædvanligt lange gidseltagning skyldes angiveligt, at rederiet Shipcraft kun havde forsikret skibet og ikke besætningen mod piratangreb. Da de somaliske pirater samtidig kræver en uhørt høj løsesum for de seks gidsler, så har Shipcraft ifølge tidligere fremkomne oplysninger ikke haft råd til at frikøbe deres ansatte.
Rederiet meddelte allerede sidste efterår, at kapringen af Leopard og den efterfølgende gidseltagning havde givet rederiet så alvorligt et skud under vandlinjen, at ejerne og ledelsen har opgivet at videreføre selskabet, da egenkapitalen er væk.
Shipcraft har været udsat for stærk kritik for passivitet i sagen – ikke bare fra Søfartens Ledere – men også, ganske usædvanligt, fra Danmarks Rederiforening.
I Ekstra Bladet kritiserer Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F, nu Shipcraft for at have fokuseret mere på at få leveret den våbenlast, der var ombord på coasteren Leopart, end på at få gidslerne fri.
- Firmaet fremturer med, at de ingen penge har tilbage, men så må de sgu skaffe dem. De har aktiver, de kan sælge. De har en forpligtelse, som de simpelt hen ikke vil løfte af hensyn til deres egen økonomiske situation, siger Henrik Berlau ifølge Ekstra Bladet.
Shipcrafts direktør, Claus Bech, har ikke ønsket at kommentere sagen.