Stafethold med transportstøtte
Da der i lørdags var Stafet for Livet i Fredericia sponsorerede fragtmandsvirksomheden ØSG, som er en del af Danske Fragtmænd, stafetholdet Team Jeanette Keeps Going.
Holdet blev til, fordi 32-årige Jeanette Priis Hansen i 2010 fik konstateret kræft. I marts 2011 blev hun erklæret kræftfri og har nu deltaget i stafetten for andet år i træk. I år talte holdet 32 deltagere, både venner
og familie, voksne og børn:
- Nu er jeg jo rask, og det blev jeg, fordi nogen gjorde en indsats for mig, da jeg var syg. Så nu gør jeg en indsats tilbage. Og så er det jo en dejlig måde at samle penge ind på, med snak, hygge og masser af underholdning omkring løbet, siger Jeanette Priis Hansen.
Bag sig i år havde Jeanette også en sponsor, nemlig fragtmandsvirksomheden ØSG, som er en del af Danske Fragtmænd. Det arrangement kom i stand gennem hendes onkel Allan Jensen, der arbejder for virksomheden som chauffør.
Fragtmand Henrik Herum var ikke tvivl om, at han gerne ville støtte op om Allans idé om at samle penge til Kræftens Bekæmpelse:
- Vi har vel alle på et tidspunkt været i kontakt med nogen, der er blevet ramt af kræft. Det er noget, som både berører os selv og vores medarbejdere. Så derfor syntes vi, at det var en vigtig sag at støtte her i vores lokalområde, hvor vi kører hver dag, siger han.
Udover at ØSG støttede holdet med et fastsat beløb, sponsorerede man også flasker med kildevand, der blev solgt til de tørstige løbere på dagen. Pengene for vandet - og pant fra flaskerne - gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.