23948sdkhjf

Leif Jensen bliver 50 år

Flyttemand og formand for Dansk Møbeltransport Forbund, Leif Jensen, runder et halvt hundrede år 15 juni.

Flyttemand og formand for Dansk Møbeltransport Forbund, Leif Jensen, runder et halvt hundrede år 15 juni.



Uddannelse og professionalisering har altid haft højeste prioritet hos Leif Jensen i hans virke for DMF (Dansk Møbeltransport Forbund) og som direktør i Brdr. Jensen Møbeltransport. Som formand i DMF kører han nu indsatsen op i et ekstra gear, da social dumping truer med at undergrave årtiers fremgang på området.

Leif Jensen er en central figur i flyttebranchen, hvor han har deltaget i alle væsentlige udvalg gennem de sidste 15 år. Han er om nogen manden, der gjorde ”flyttemand Olsen” til en alsidig og serviceorienteret mønsterarbejder og erstattede de obligatoriske øller med en frugtkurv. Gennem hans lange erhvervsmæssige og politiske karriere har målet været at forbedre branchens kvalitet og image gennem professionalisering. Og resultaterne er da også betydelige. Blandt de seneste tiltag kan nævnes etablering af et flytte- og transport-modul under EU’s kvalifikationsbevis og en styrkelse af efteruddannelsen, bl.a. inden for løfte- og bæreteknik.

Blæser til kamp mod social dumping

Men kampen er langtfra slut – snarere skærpet. For ifølge Leif Jensen er social dumping nu blevet et stort problem i branchen som følge af de seneste års strukturelle omlægninger.

- Problemet er, at som følge af stadig større licitationer stiger anvendelsen af underleverandører, og når man kommer ud i 3. eller 4. led, er det nærmest umuligt at kontrollere kontraktforholdene og den faglige standard, fortæller Leif Jensen.

- Det har desværre medført, at sort arbejde, manglende kompetencer og dårlig kvalitet nu i stigende grad præger markedet, og truer med at ødelægge branchens image. Især de mellemstore flytteforretninger er truet af udviklingen, da de ikke længere får så mange ordrer direkte, og prismæssigt har svært ved at konkurrere med de underleverandører, som anvender billig – ofte udenlandsk – arbejdskraft uden faguddannelse. Social dumping, som jo også kendes fra bl.a. hotel- og rengøringsbranchen, kan kun løses gennem bedre kontrol, siger Leif Jensen og fastslår:

- Det er ikke noget, vi kan spare os ud af. Derfor søger vi nu at få et tæt samarbejde op at stå med 3F og regeringen, så vi kan få iværksat en målrettet indsats.

Social ansvar

Familiefirmaet Brdr. Jensen Møbeltransport blev etableret af brødrene Frank og Skjold Jensen i 1958, og ledes i dag af søskendeparret Leif og Anette Jensen (faren Frank Jensen er stadig aktiv i virksomheden). For tiden beskæftiger firmaet ca. 25 medarbejdere, heriblandt flere ikke etniske danskere samt tidligere kriminelle.

- Vi lægger vægt på, at der er en sund balance i virksomheden med en rygrad af erfarne folk, som kan fungere som gode rollemodeller for de nye, forklarer Leif Jensen.

- Alkohol er naturligvis bandlyst i arbejdstiden, men til gengæld er der fri adgang til kildevand og frugt.

Brdr. Jensen Møbeltransport udskifter løbende vognparken. Den relativt lave gennemsnitsalder på seks år sikrer effektive og miljøvenlige biler. Senest har virksomheden som en af de første i Danmark anskaffet en specialbygget flyttevogn med lavt glas-førerhus, som giver bedre udsigt og dermed større sikkerhed for bløde trafikanter.

Uddannelse en central placering hos Brdr. Jensen Møbeltransport. Man går meget op i at løfte det sociale ansvar og hele tiden tage det antal lærlinge ind, som passer til virksomhedens størrelse. Desuden tilbydes alle ansatte løbende efteruddannelse, hvor chaufførerne bl.a. opdateres inden for kundeservice og konflikthåndtering.

Reception på dagen

Leif Jensen overtog i 1990 ledelsen i familievirksomheden sammen med søsteren Anette Jensen og broderen Steen Jensen. Leif og Anette Jensen er i dag direktører i Brdr. Jensen Møbeltransport. Han sidder i bestyrelsen i medlemsorganisationen Nordre Birks Vognmandsforening, er formand for Dansk Møbeltransport Forening og han er aktiv i FEDEMAC (The Federation of European Movers Associations), der repræsenterer 4.000 professionelle flyttefirmaer i 22 europæiske lande

Privat bor han i Greve sammen med Laila, er far til fire voksne børn og to hunde. Interessen for motorkøretøjer er ikke kun professionel, da Leif Jensen elsker biler og ejer hele tre motorcykler.

Der afholdes reception 15. juni 2012 fra kl. 13 – 16. Arrangementet afholdes på virksomhedsadressen Hvidsværmervej 161 i Rødovre.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065