Krydstogtskibe er guld værd for København
Nye tal viser, at krydstogtskibes besøg i København i 2011 resulterede i en direkte og indirekte omsætning på 827 millioner kroner i hovedstaden, hvilket er en fremgang på næsten 75 procent i forhold til året før.
Det fremgår af tal fra de to konsulenthuse GP Wind og BREA samt Wonderful Copenhagen. Regner man det hele med - altså havnevirksomhedernes omsætning - så ender omsætningen på over en milliard kroner.
Dermed tegner der sig et billede af, at krydstogtskibene er blevet en guldrandet forretning for hovedstaden. Wonderfull Copenhagen regner sig da også frem til, at krydstogtbranchen sikrer op imod 1.500 danske fuldtidsjob.
Det mest opsigtsvækkende i tallene er dog, at der har været en voldsom stigning fra 2010 til 2011. Årsagen skal delvist findes i, at der tidligere ikke var præcise beregninger af konsekvenserne af turisternes besøg i København, forklarer Bo Nylandsted Larsen fra brancheorganisationen Cruise Copenhagen Network.
Det er især de krydstogter, der begynder og slutter i København, der virkelig skæpper i kassen.