Nekrolog
Carsten Holm Jensen er død, 58 år
Vognmand Carsten Holm Jensen er afgået ved døden den 15. maj 2012 i en alder af 58 år.
Carsten Holm Jensen var et yderst arbejdsomt menneske, der overkom det utroligste. I flere perioder var han samtidig med, at han passede sin vognmandsforretning, både bestyrelsesformand og adm. direktør for Salling Plast A/S i Ranum.
Efter endt skolegang med realeksamen var han et halvt år ved landbruget. Herefter tog han HF eksamen. Samtidig med han læste, kørte han lastbil for vognmand Ove Andersen, Løgstør.
I 1977 etablerede han sin egen vognmandsforretning og igennem årene oparbejdede han en stor kundekreds, hvor antallet af køretøjer konstant blev udvidet. I 1987 købte han en gård i Brøndum, hvortil vognmandsforretningen blev flyttet.
I 1989 overtog han sammen med sin to brødre plastvirksomheden Salling Plast A/S i Ranum efter sine forældre. Igennem årene blev en stor del af hans energi lagt i virksomheden, der voksede fra 15 ansatte i 1989 til i dag 120 ansatte. Dette indebar, at Carsten Holm Jensen samtidig med driften af vognmandsforretningen, ofte havde en arbejdsdag på 15-20 timer.
I 1994 indtrådte den ældste søn, Morten, i vognmandsforretningen. Den yngste søn Thomas er ansat i Salling Plast A/S som IT-ansvarlig, samtidig med at han assisterer med IT-opgaver i vognmandsforretningen.
Carsten Holm Jensen deltog også i organisatorisk arbejde både i vognmands regi og indenfor industrien. Hans humor og lune kom bl.a. til udtryk, da han var med til, at stifte Vesthimmerlands selskabelige vognmandsforening.
Carsten Holm Jensen havde en stor interesse for gamle køretøjer af alle afskygninger. Han oparbejdede en stor samling af lastvogne, hvoraf han har ladet flere restaurere.
Æret være hans minde.