Det er ikke nogen hemmelighed, at eksklusiv vin rangerer højt på listen over tyveritækkelige varer og dermed skal behandles med forsigtighed under transport.

De dyre dråber er derfor næppe at betegne som almindeligt stykgods – og dog. Afgørende for dette forhold er, hvorvidt ordregiver har ladet speditøren vide, at der rent faktisk er tale om transport af højværdivarer.

Højesteret har behandlet emnet i en sag vedrørende transportansvar for tyveri af en palle vin i forbindelse med en CMR-transport.

I sagen havde en vinhandler med speciale i sjældne og gamle vine indgået en aftale med et internationalt transport- og logistikfirma om fragt af vin fra Stockholm til København. Vinen var købt på en auktion og havde en værdi på over 330.000 kr.

Til at udføre selve transporten hyrede speditionsfirmaet et vognmandsfirma, der transporterer blomster til Norge og Sverige, og som på tilbagevejen tager returgods med. Den skriftlige bestilling lød i den forbindelse på transport af ”en palle vin på 153 kg.”.

Under transporten fra Stockholm til København overnattede de to chauffører, der førte vognen med vin, på en rasteplads mellem Jönköping og Värnamo. Restepladsen var oplyst og godt befærdet hele natten igennem.

Chaufførerne undlod at aflåse anhængeren, hvilket ikke var ualmindeligt ved fragt af stykgods – som almindelig vin hører under.

Først dagen efter opdagede de to chauffører, at pallen med vin var skåret op, og indholdet stjålet.

En del af vinen blev efterfølgende genfundet og udleveret til det svenske politi. Det svenske politi måtte dog sidenhen – efter flere års forgæves efterforskning – opgive at finde gerningsmændene.

Hvilke oplysninger havde speditøren fået?

Under sagen kom det frem, at der ikke var enighed mellem parterne om, hvilke oplysninger speditionsfirmaet havde fået af vinhandleren om det pågældende vareparti. Vinhandleren mente at have givet telefonisk besked om, at der var tale om eksklusive vine af stor værdi, og at han med speditionsfirmaet havde drøftet uligheden for transport af vinene i en kølebil.

Speditionsfirmaet mente derimod, at de ikke havde fået yderligere oplysninger, end at der var tale om ”en palle vin på 153 kg.” – hverken oplysninger om vinens værdi eller om krav til temperaturen under transporten.

Sagen blev i første omgang afgjort af Sø- og Handelsretten, der lagde til grund, at speditøren af vinhandleren alene havde fået at vide, at der var tale om en palle vin på 153 kg. Da vinhandleren ikke havde givet speditøren oplysning om vinens særlige karakter og høje værdi, var speditøren og vognmandsfirmaet berettiget til at behandle godset helt på samme måde som almindeligt stykgods.

At de to chauffører undlod at aflåse anhængeren under overnatningen var ifølge Sø- og Handelsretten ikke udtryk for en sådan kvalificeret uforsigtighed, at der var tale om grov uagtsomhed. Sø- og Handelsretten frifandt derfor både speditør og vognmand.

Sagen blev anket til Højesteret, hvor Sø- og Handelsrettens dom imidlertid blev stadfæstet. Højesteret henviste til de samme forhold, som Sø- og Handelsretten havde anført; nemlig at vinen måtte anses som almindeligt stykgods og ikke krævede særlig håndtering, da speditør og vognmand udelukkende havde fået oplyst, at godset var en palle vin på 153 kg.

Speditøren og vognmanden blev således endeligt frifundet og blev hver tildelt 35.000 kroner i sagsomkostninger.

I sagen var der som beskrevet uenighed mellem parterne om, hvad der egentligt var blevet aftalt om den pågældende transport. Havde vinhandleren givet besked om vinens særlige karakter, og kunne det blot ikke bevises?

Fordi vinhandleren ikke kunne fremlægge dokumentation for, at han havde oplyst speditøren om vinens værdi, var speditøren/vognmanden berettiget til at behandle godset som almindeligt stykgods – selv om der var tale om højværdivarer.

Uanset hvad der reelt var op og ned i den pågældende sag, giver sagen i hvert fald anledning til at påpege vigtigheden af, at alle elementer i en aftale indgås skriftligt.

Selv om mundtlige aftaler som bekendt er lige så bindende som skriftlige, er mundtlige aftaler de facto sværere at bevise – hvilket i sidste ende kan koste dyrt.