23948sdkhjf

Effektiv transport i grusgraven

De fireakslede trailere er i høj grad ved at slå igennem til bygge- og anlægstransport.

De fireakslede trailere er i høj grad ved at slå igennem til bygge- og anlægstransport.



Af Finn Bjerremand

Nu er det virkelig gået op for mange transportører, at der kan medbringes næsten fem ton ekstra gods ved blot at investere i en ny fireakslet trailer. Det er i høj grad ved at slå igennem på markedet for tippeladstrailere, hvor en af Danmarks største leverandører på markedet, Lastas A/S, i begyndelsen af marts lancerede sin fireakslede Kel-Berg-version.

En af de første aftagere er Steen Hansen Transport A/S i Ringsted, der kan glæde sig over de mange nye muligheder, de nye fireakslede tippeladstrailere giver vognmændene.

I forbindelse med leveringen af en ny Kel-Berg tippeladstrailer tog Trans Inform med ud i en grusgrav for at hente et læs grus, så der var mulighed for at se, hvordan traileren opfører sig - i særdeleshed ved aftipningen. Alt forløb dog ganske fint, og traileren stod meget stabilt under tipning, der dog foregik helt på fast grund.

Den nye tipper er af typen T360K med en totalvægt på 48 ton - 30 ton på de fire aksler og 18 ton tilladt tryk på hovedbolten.

Hos Lastas har man under udviklingen af den nye trailertype arbejdet hårdt på at chassisets længdevanger skulle gå ligeud hele vejen igennem for at lave køretøjet så stabilt som mulig.

Tippeladstrailerens chassis er derfor bygget med to meget kraftige længdevanger, der er opsvejset i I-profil med kraftige tværvanger og forstærkninger, som giver et yderst stabilt chassis.

For yderligere at kunne klare de store påvirkning ved bagtipning under forskellige forhold, er der indvendig i chassiset sat to store kryds hen over de tre bagerste aksler.

Udvendig på den bagerste del af chassiset - det vil sige fra den forreste aksel og bagud - er der foroven og forneden samt lodret lige over luftbælgene udvendig i begge sider lavet ekstra forstærkninger til at optage kræfterne, hvorved chassiset bedre kan klare påvirkningerne fra tipning.

Tungt tip

De fire aksler er 9 tons SAF-aksler med SAFs unikke Intradisc-system med skivebremser, der er ophæng i SAF luftaffjedring og den forreste aksel er udstyret med SAF bogielift, for at kunne spare dæk og brændstof ved tomkørsel og dellast. Den bagerste aksel er selvsporende, og systemet låser selv ved bakning.

I forenden af chassiset sidder tip-stemplet fra Hyva, der er ekstra kraftigt for at kunne tippe de tunge laster. Stemplet er placeret skråt fordi forsmækken er konstrueret så den hælder lidt skråt fremefter.

På begge sider af stemplet sidder der små kiler, der sørger for at ladet kommer rigtig ned på plads, når der tippes ned på de sidste 20 cm.

Foran stemplet er der placeret en repos med en fornuftig afspærring, så chaufføren let kan komme op på reposen fra trækkerens chassis, hvis der er behov for at følge læsningen.

Kraftig ladkasse

Aluminiumskassen er af typen T101, der er fremstillet i kraftig aluminiumsplade, og er bygget med tværvanger hele vejen igennem. Kassen kan holde til lidt af hvert, idet siderne er bygget op i 5 mm aluminiumsplade med spidse topprofiler, så der f.eks. ikke lejrer sig sand på kanterne.

Ladkassen har et rumindhold på 36,5 m3, og den indvendige længde er 10 meter, bredden er 2,43 meter og den indvendige højde er 1,50 meter.

På kassens alu-sider er der monteret 10 mm og på bunden 15 mm kunststofmateriale, og i toppen af kanten er der indvendig monteret tre tværgående dragere, som kan løftes op og slås ud til siden.

Den tophængte bagklap er bygget op med kraftige alu-kantrammer og har pneumatisk åben- og lukkesystem, hvor to store mgm-ventiler sørger for at åbne eller lukke.

Ekstra åbning

Tophængslerne er flyttet knap 200 mm frem, så klappen har ekstra stor åbning ved aflæsning.

Ovenpå ladkassen er påbygget en rullepresenning fra Sækko, som kan anvendes til afdækning godset eller ladet ved tomkørsel. Det sidste kan der spares store summer på i brændstof. Om få år vil vi næppe se tippeladskøretøjer køre rundt med lad, der ikke er dækket over.

Under bagenden, godt beskyttet, sidder der en nedfoldbar stige, som er godt udstyr, der sikrer fornuftige adgangsmuligheder for at komme op fra bagenden.

Bagenden er flot med fire runde trekammer baglygter, to baklygter, to nummerpladelys og to slingerlamper. Desuden er der også øjer til bugsering, hvilket er godt udstyr.

Underkøringskofangeren kan vippes op, hvis der eksempelvis skal transporteres varm asfalt til udlægger.

Flot lasteevne

Totalvægten på selve tippeladstraileren er 48.000 kg og med en egenvægt på 8.120 kg er den teoretisk lasteevne på 39.880 kg.

Med en let treakslet DAF 6x2 trækker fra Steen Hansen Transport foran, slog vægten ud på 17.000 kg for egenvægt ude i grusgraven ved Kalundborg. Det giver med en tilladt vogntogsvægt på 54.000 kg en lovlig og køreklar lasteevne på hele 37.000 kg.

Kel-Berg traileren er et flot produkt, og er lakeret meget flot med de flotte firmafarver hos Steen Hansen, Transport A/S.

Vognmandsvirksomheden

Steen Hansen, Transport A/S i Ringsted er etableret i 1987 af vognmand Steen Hansen og råder i dag over ti trækkende enheder samt et antal påhængskøretøjer.

Firmaet har 12 ansatte og udfører transporter inden for bygge- og anlæg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063