Luftfartselskaber vil af med EU-kvoter
34 af Europas største luftfartsselskaber skruer nu bissen på over for EU-Kommissionen.
I klare vendinger gør selskaberne, samlet i sammenslutningen af europæiske luftfartsselskaber (AEA), det klart, at Kommissionen er nødt til at give sig i den anspændte internationale konflikt om det nye CO2-kvotesystem for luftfart, som EU egenhændigt har indført.
Fra 1. januar gik EU solo og indførte CO2-kvoter for al flyvning indenfor samt til og fra Europa, på trods af at der arbejdes på et system på globalt plan. EU’s kvotesystem dækker også ikke-europæiske selskaber, der flyver til og fra Europa. Og den inkludering har sat sindene i kog overalt i verden.
I både USA, Rusland, Kina og Indien har systemet mødt modstand, og landene har talt om alt lige fra strafafgifter til europæiske luftfartsselskaber, over lukning af luftrum til afbestilling af Airbus-ordrer. EU-Kommissionen har forsvaret systemet med næb og klør, men nu er det på tide, at Kommissionen skruer ned for retorikken, mener de europæiske luftfartsselskaber.
- Kommissionen bør nedtrappe spændingerne omkring CO2-kvotesystemet og tage konkrete skridt til at opnå en global løsning. Vi kan ikke levere vækst med en handelskrig hængende over os. Vi har brug for handling, ikke benægtelse, siger Wille Walsh, topchef for IAG, der er moderselskab for Iberia og British Airways.