Pirater holder flyttedag
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer nu skibsfarten mod øget piratrisiko i Aden Bugten og den sydlige del af Rødehavet.
Den øgede trusselskyldes sommermonsunen, der tvinger piraterne til at holde sig tættere på kysterne.
- Det er meget sandsynligt, at de somaliske pirater ikke vil kunne forskyde deres operationer uden støtte fra større moderskibe. Derfor afhænger det kommende operationsmønster af piraternes succes med at kapre dhows eller andre anvendelige moderskibe, inden sommermonsunen sætter ind, skriver Forsvarets Efterretningstjenste i trusselsvurderingen.
Efterretningstjenesten fastholder dog fortsat en høj trusselsvurdering for Det Arabiske Hav og Oman-bugten.
Forsvarets Efterretningstjeneste konstaterer, at piraterne har holdt et lavt aktivitetsniveau i april. FE vurderer, at den lavere aktivitet skyldes brugen af bevæbnede vagter, i kombination med en stadig mere effektiv indsats fra de internationale flåde- og flystyrker.
Også på Afrikas vestkyst advarer Efterretningstjeneste mod høj risiko i farvandet ud for Benin, Congo, Elfenbenskysten, Ghana, Nigeria og Togo og Nigeria i Guineabugten, mens den i resten af Guineabugten er middel.