Volvo blev markedsleder i 2011
Hver fjerde danske lastvognskøber valgte Volvo sidste år.
Det svenske lastvognsmærke kunne i 2011 notere sig for en markedsandel på 25,12 procent, når det gælder lastvogne over 16 tons totalvægt. Sættes vægtgrænsen ved 10 tons totalvægt, så er selskabets danske markedsandel på 25,14 procen.
Selv om året 2011 bød på mange udfordringer med finanskrise og folketingsvalg og deraf medfølgende usikkerhed, blev der indregistreret 1.025 flere nye lastvogne over 16 tons (i alt 3.244) end året før.
- Fra vores kunder og forhandlere hører vi, at selv om det fortsat er svære tider, så er der ved at komme gang i hjulene igen, om end der fortsat investeres med stor omtanke og efter mange overvejelser, udtaler markedskommunikationschef Steffen Müller.
Volvo har fortsat investeringerne i nye produkter og nye værksteder i 2011 med en ny Volvo Truck Center filial i Brabrand udenfor Aarhus, den fortsatte satsning på alternative brændstoffer og introduktionen af den seneste FH16 med 750 hk og 3550 Nm.