Bøderabat til 'fattig' svensk chauffør
Norsk politi halverede bøde til svensk lastvognshcauffør med henvisning til mandens 'lave' svenske indtægtsniveau'
Den svenske lastvognschauffør Ulf Anders Andersson, 61, fik en uventet tidlig julegave, da han før jul modtog et bødeforlæg fra norsk politi.
Politiet havde nemlig halveret den bøde på 8000 norske kroner, som han havde fået for at føre et vogntog med for ringe bremser i marts 2011.
I bødeforlægget fra det norske politi er venligheden begrundet således ifølge det norske dagblad Verdens Gang (VG):
"Imidlertid har jeg af hensyn til at du ikke er norsk statsborger besluttet at halvere bøden for at tage hensyn til dit indtægtsniveau."
Rabatten vækker nu forargelse i både Norge og Sverige.
I Norge er man først og fremmest vrede over, at der gives rabat til udenlandske lastvognschauffører.
- Chaufføren har overtrådt norsk lov og skal straffes herefter, uafhængigt af om han er norsk statsborger eller ej, siger kommunikationschef kari Ågotness fra Norges Lastebilejer-forbund til VG, der betegner rabatten som helt uacceptabel.
Hun lover, at de norske vognmænds brancheforening vil forfølge sagen over for de norske myndigheder.
Social dumpingIfølge Lars M. Johnsen i Norsk Transportarbejderforbund, så har der længe huseret rygter om bøderabat til udenlandske lastvognschauffører. Men dette er det første konkrete eksempel.
- Vi reagerer skarpt på denne sag og mener at bødeniveauet og lovgivningen bør være lige for alle. Hvis man får reducerede afgifter og straffe, så bliver mulighederne for social dumping forstærket, siger Lars M. Johnsen.
En vurdering, der deles i Yrkestraffikforbundet, hvor forbundsformand Svein Furøy ser den lempelige bødepraksis som endnu en af en lang række konkurrencefordele som norske myndigheder forærer udenlandske transportvirksomheder.
Krænkede svenskereI Sverige vækker norsk politis gavmildhed heller ikke begejstring. På den svenske avis Aftonbladet reagerer kommentatoren Frederik Virtanen først med latter, da han hører om bøderabatten fra det han kalder 'svinerige' Norge. Men nabolandets gavmildhed gnaver fordi Virtanen ser en dybereliggende pointe i sagen.
- I det store hele ønsker vi ikke norske almisser. Nu går norske myndigheder til og med hen og klassificerer os som en mindreværdig stat, hvilket er let oprørende, siger Virtanen, der foreslår Sverige at forhøje bøderne til de 'rige' norske lastvognschauffører som modsvar.
Lastvognschauffør Ulf Anders Andersson er på den ene side glad for rabatten, men finder den norske praksis problematisk.
- Jeg er jo glad for at have fået rabat fordi jeg er uenig i bøden. Men jeg syntes også, at det er temmelig underligt, siger Ulf Anders Andersson.
Han undrer sig også fordi han faktisk kører for en norsk transportvirksomhed og faktsik får norsk løn, hvilket betyder at han på grund af den lave svenske kronekurs får mere købekraft end sine norske kolleger.
Politi bekræfterNorsk Politi bekræfter, at udenlandske borgere i nogen tilfælde slipper billigere når norske politibetjente udskriver bøder. Faktisk kan nordmænd også få bøderabatter i sjældne tilfælde af sociale årsager.
- Der kan opstå individuelle sager, som medfører fravigelse i forhold til hovedreglerne, siger politiinspektør Magnar Pedersen fra Vestfold Politidistrikt.
Han oplyser, at den norske fleksibilitet ved udskrivningen af bøder også har et praktisk aspekt, fordi ordensmagten ønsker at få bødemodtageren til at anerkende bøden og betale denne på stedet.