Højesteretsdom: Speditør fik medhold i, at transport af kostbar vin var almindelig stykgodstransport

En succesfuld transport er naturligvis en transport, hvor godset af fragtføreren bringes i mål til tiden og i samme stand og mængde, som det blev modtaget i forbindelse med transportens start.

Bortkommer godset helt eller delvist, vil forskellen mellem succes og fiasko i erstatningsmæssig henseende ofte være, hvilke oplysninger ordregiveren har givet om godsets beskaffenhed og værdi.

Ved speditøren eller vognmanden, at der har været tale om værdigods og har gods en vægt i forhold til værdien, der ellers skulle kunne gøre det interessant for transportørerne at ansvarsbegrænse i henhold til CMR lovens kilobegrænsning efter § 29, falder denne mulighed væk efter § 37, såfremt der er udvist grov uagtsomhed.

Denne grove uagtsomhed måles bl.a. på de dispositioner til transportens tilrettelæggelse og godsets beskyttelse som retspraksis har fastlagt i sager om grov uagtsomhed.

Det er derfor af største betydning for de ordregivere, som får udført transport af dette gods, at oplyse nærmere om godset og understrege, at de selv mener, der er tale om værdigods, idet det efterfølgende ofte bliver et spørgsmål om påstand mod påstand, således som det også var tilfældet, hvor Højesteret inden udgangen af 2011 nåede at afsige dom.

Et dansk vinfirma havde på auktion i Stockholm købt et antal fine vine for i alt 331.920 kroner, indgik aftale med speditøren om at sørge for, at vinen blev hentet på auktionshuset og transporteret til vinfirmaet i København.

Til at udføre transporten fra Stockholm til København af godset, som speditøren beskrev som en palle vin på 153 kg, antog speditøren vognmanden, som navnlig foretager transport af blomster fra Fyn til bl.a. Sverige, og som på returrejsen medtager andet gods.

Vognmandens vogn med to chauffører hentede pallen, og undervejs mod København overnattede de på rastepladsen Klevshult, som ligger mellem Jönköping og Värnamo. Den følgende morgen opdagede de, at pallen med vin var stjålet, mens de lå og sov i førerkabinen.

Den skriftlige instruks kom i en e-mail med anmodning om at afhente vine fra Frankrig og i e-mailen hed det bl.a.:

Vinfirmaet havde tegnet transportforsikring hos en række forsikringssyndikater (”forsikringsselskabet”), og disse udbetalte efterfølgende 331.920 kroner til dækning af tab ved tyveriet og er derved indtrådt i vinfirmaets krav.

Vognmandens ansvarsforsikring, som ikke ville anerkende, at vognmanden havde handlet groft uagtsomt udbetalte ansvarsbegrænsningsbeløbet i henhold til CMR lovens § 29, stk. 2, i alt 10.872 DKK og forskellen mellem de to beløb var groft sagt den påstand, der efterfølgende i beløbsmæssig forstand blev nedlagt ved Sø- og Handelsretten, hvor forsikringsselskabet (syndikaterne) krævede erstatning af hhv. speditør og vognmand.

I retten lå det sådan nogenlunde fast, hvad der rent faktisk var sket i forbindelse med tyveriet, hvorimod der var uenighed om de oplysninger, som vinfirmaet havde videregivet til speditøren, hvorfor forklaringerne naturligvis mere kom til at dreje sig om dette forhold.

Et af vidnerne i Sø- og Handelsretten var chaufføren, der forklarede, at han kørte lastbilen sammen med en anden chauffør. Når de er to chauffører, kan de køre længere, før de skal holde hviletid. De fik over biltelefonen besked på at hente en palle, og da de på den angivne adresse oplyste, at de skulle afhente en palle, blev denne løftet op i vognen med en gaffeltruck.

Han fik ikke oplyst, hvad der var på den indlastede palle, men han kunne se, at der var tale om nogle kasser indpakket i sort plastik, hvorpå der sad en faktura. Han stillede pallen i den første tredjedel af traileren og stillede to tomme blomstercontainere bag den spændt op mod vognsiden.

Blomstercontainerne var tomme, og man kunne se igennem dem. De beregnede undervejs, hvor langt de kunne nå, inden de skulle holde pause efter køre- og hviletidsreglerne. De ankom til Klevshult rasteplads den 5. oktober 2006 ved 21.30-22 tiden om aftenen. Det er en god plads, og de har aldrig hørt om problemer.

Der var så mange biler på pladsen, at de ikke kunne holde i de sædvanlige båse, og derfor parkerede de ved siden af dieselstanderen, som er døgnåben og benyttes hele natten igennem.

Restauranten, som har døgnåbent, lå 20-30 meter væk og pladsen var oplyst. Næste morgen kørte de videre. Det var først i Malmø, at de opdagede, at pallen var skåret op, og at indholdet var væk. Vognen er 16 meter lang, og de kan ikke høre eller mærke, hvis nogen roder ved traileren - som ikke var låst med hængelås.

Sø- og Handelsretten lagde til grund, at det gods, som vognmanden modtog, og som blev stjålet under lastbilens ophold på rastepladsen i Klevshult, var det parti vin, som vinfirmaet havde købt på auktionen i Stockholm, og at speditøren og vognmanden alene fik at vide, at godset var 1 palle vin på 153 kg.

Efter chaufførens forklaring havde pallen en højde på ca. en halv meter og var belæsset med kasser, der var fuldt indsvøbt i sort plastic, således at man udefra ikke kunne se, hvilken form for gods der var tale om.

Retten lagde endvidere i overensstemmelse med chaufførens forklaring til grund, at han og den anden chauffør på vogntoget for at overholde bestemmelserne om køre- og hviletid besluttede sig for at overnatte i lastbilen på rastepladsen ved Klevshult, og at de på den fuldt oplyste plads parkerede lige ved siden af en dieselstander, som natten igennem blev benyttet af lastbiler, der påfyldte brændstof, og på et sted, hvortil der var fuldt udsyn fra den efter det oplyste døgnåbne restaurant.

Idet afsenderen ikke havde givet transportørerne oplysning om godsets særlige karakter og høje værdi, var transportørerne efter rettens opfattelse berettigede til at behandle godset som almindeligt stykgods.

Retten har intet grundlag for at kritisere, at transporten blev afbrudt, for at chaufførerne kunne holde den pause, som var nødvendig for at overholde reglerne om køre- og hviletid.

Herefter, og idet lastbilen på den fuldt oplyste rasteplads i Klevshult blev parkeret på et sted, hvor der natten igennem færdedes andre, og hvortil der var udsyn fra den døgnåbne restaurant, fandtes chaufførernes undladelse af at låse anhængeren under overnatningen ikke at være udtryk for en sådan kvalificeret uforsigtighed, at skaden kunne anses forvoldt ved grov uagtsomhed, jf. CMR-lovens § 37, stk. 2.

Speditøren og vognmanden frifandtes derfor for forsikringsselskabets påstand.

Forsikringssyndikatet ankede sagen til Højesteret, hvor påstanden nu blev nedsat til 260.250,82 kroner, idet en del af vinpartiet i mellemtiden var fundet og solgt ved bortauktionering.

Forsikringssyndikatets advokat havde for Højesteret og i modsætning til i Sø- og Handelsretten indkaldt direktøren for vinfirmaet og denne forklarede lidt om, hvor kostbare firmaets vine sædvanligvis var.

Om den konkrete transport forklarede han, at han ringede til direktøren i speditionsfirmaet og bookede transporten. Han havde indledt samarbejdet med speditøren ca. et halvt år forinden, og han var ikke først begyndt at bruge speditøren som transportør 14 dage til 1 måned inden. Han husker ikke, om bookingen også skete pr. mail.

Han forklarede speditørens direktør, at der var tale om eksklusive vine, der havde en stor værdi. Speditørens direktør kendte ham også i forvejen og vidste, hvilke vine han handler med. Han sendte ikke en faktura med oplysning om vinenes værdi. Det mener han ikke, at han er forpligtet til, så længe transportøren ved, at der er tale om eksklusive vine.

Han præciserede endvidere over for speditørens direktør, at vinene skulle transporteres på køl. Speditørens direktør oplyste hertil, at der ikke er kølebiler i Sverige, men at han ville vende tilbage.

Direktøren i speditionsfirmaet var også indkaldt til at afgive forklaring ved Sø- og Handelsretten og han forklarede bl.a., at han ved samarbejdets begyndelse fik at vide, at vinfirmaet var vinimportør, men vidste i øvrigt ikke noget om vinfirmaets virksomhed.

Han fik ikke at vide, at vinfirmaet handler med dyre og eksklusive vine. Han ved ikke, om det er almindelig kendt i branchen, at vinfirmaet handler med dyre og eksklusive vine. Da han så, hvilke vine vinfirmaet ved bookingen af 7. september 2006 ønskede transporteret, bemærkede han, at der var tale om dyre vine. Det er ikke usædvanligt, at speditørens kunder importerer vine i den prisklasse.

Den instruktion, vinfirmaets direktør gav i e-mailen af 7. september 2006, medførte, at disse vine blev transporteret i kølebil og håndteret af særligt betroede Vognmænd og chauffører. Vinfirmaet har en gang imellem præciseret i en ordre, at det var meget dyre vine, der skulle transporteres. I de tilfælde er der hver gang blevet truffet særlige forholdsregler. Speditøren benytter særligt betroede vognmænd og chauffører, når forsendelserne er af høj værdi.

Han henholdte sig i øvrigt til den skriftlige ordre, hvor der stod ”en palle, ca. 100 kg vin”. Speditøren fik ingen oplysninger om forsendelsens værdi.

Højesteret fandt da også efter bevisførelsen under anken, at det måtte lægges til grund, at vinfirmaet alene gav speditøren oplysning om, at godset var en palle vin på 153 kg. Det er således ikke godtgjort, at speditøren fik at vide, at der var tale om vin af høj værdi, eller at vinen skulle behandles på en særlig måde. Bevisførelsen giver ikke grundlag for at fastslå, at speditøren eller vognmanden på anden måde blev bekendt med, at godset bestod af vin af høj værdi, eller for, at det var groft uagtsomt, at de ikke blev bekendt hermed.

Højesteret henviste endvidere til, at Sø- og Handelsretten nåede frem til, at transportørerne på den angivne baggrund var berettiget til at behandle pallen med de 153 kg vin som almindelig stykgods.

Højesteret mente heller ikke, at der under anken havde fremkommet noget, som gav grundlag for at tilsidesætte den vurdering, hvorefter Sø- og Handelsrettens dom blev stadfæstet og resultatet blev altså, at der ikke var udvist grov uagtsomhed, bl.a. fordi speditør og vognmand ikke havde haft anledning til ud fra de oplysninger, der var blevet givet – eller retter ikke var givet – ikke at have haft anledning til at disponere godset anderledes, end det var sket.