Skadestop betaler sig
Forsirking: Codan lægger stor vægt på den forebyggende indsats i transportbranchen.
Af Lars Lassen
Som forsikringsselskab har Codan opbygget en omfattende viden om de skader, som rammer deres kunder i godstransportbranchen. Den viden deler Codans skade-stop konsulenter ud af, når de går ud i transportvirksomhederne og hjælper dem med at fokusere konstruktivt på sikkerheden.
- Vi tilbyder ikke færdigpakkede standardløsninger, men går ud i den enkelte vognmandsvirksomhed for at se, hvor det er vi kan hjælpe netop den virksomhed. Der er meget stor forskel på virksomhederne i transportbranchen, fortæller konsulent Dorte Palmblad i Codan Forsikring.
Skader koster transportvirksomhederne dyrt på flere fronter. Jo flere skader jo højere selvrisiko. Men det er ikke bare forsikringsomkostningerne og udgifterne til reparation, der spiser af bundlinjen.
- Det koster også dyrt, når en af virksomhedens lastbiler skal stå stille, siger Dorte Palmblad. Derfor er der ganske kontante fordele ved at forbedre sikkerheden. En vognmandsforretning med 10 skader om året, kan snildt komme til at betale mellem 100.000 og 500.000 kroner på selvrisikoen alene.
Ud med vognmandsballenCodan samarbejder blandt andre med Dansk Transport & Logistik (DTL) om skadestop.
- Vi nøjes ikke bare med at bruge vores egne erfaringer i skade-stop-arbejdet. Vi holder løbende øje med nyttige værktøjer eller tiltag, der kan reducere antallet af skader. Noget af det vi fokuserer rigtigt meget på i dag, er videndeling, fortæller Dorte Palmblad.
- Når en chauffør kommer ud for et episode – ikke bare når der sker en egentlig trafikulykke, men også når det bare var tæt på, at det gik galt – så bruger han efterfølgende mange kræfter på at analysere, hvad der gik galt og hvordan han skal undgå, at det sker igen. Men det er desværre sjældent, at den værdifulde erfaring systematisk bliver delt med resten af firmaet. Derfor prøver vi sammen med vognmanden at skabe en åben kultur, hvor chaufførerne ikke er bange for at fortælle om deres oplevelser. Medarbejderne har brug for guleroden og ikke stokken. Den gode skadessamtale skal gøres til en vane i virksomheden.
Konstruktiv chaufførprofilCodans skade-stop indsats omfatter også chaufførprofilering, hvor chaufførerne besvarer en række spørgeskemaer.
- Der er mange chauffører, der er lidt skeptiske i starten. De siger ofte ligeud, at det må være en prøve, der skal afsløre, hvem der skal fyres. Men det er slet ikke det, det handler om. Chaufførprofilerne handler først og fremmest om, at give hver medarbejder et indblik i sin egen personlighed og hvordan det påvirker ens adfærd i trafikken. Hvis du kender dit eget reaktionsmønster, så kan du også træffe fornuftige forholdsregler. Hvis man godt kan lide at køre stærkt, så er det helt ok. Men det er en trang som man skal udleve ude på gokartbanen, ikke bag rattet i en lastbil. Hvis man eksempelvis har tendens til at begynde at nikke bag rattet, når man kører langt om aften eller om natten, så skal man bruge den viden til at sørge for at komme ud og gå en tur, når man holder sine hvil, fortæller Dorte Palmblad.
- For vognmanden handler chaufførprofilerne ikke bare om, at få chauffører, der kender sig selv bedre og tilpasser deres adfærd bag rattet derefter. Vognmanden kan også bruge testen til at tilpasse sin efteruddannelse til den enkelte chauffør. Det kan være han har mere brug for et kursus i stress- eller konflikt-håndtering, end et kursus på glatførebanen.
Hele virksomheden- Det er i princippet ganske simpelt: hvis en transportvirksomhed ønsker markante forbedringer på sikkerheden, så kræver det en stor indsats hos alle i firmaet. Derfor fraråder vi også nogen gange virksomheder at gå i gang med processen her og nu, fordi vi kan se at de har travlt med mange andre ting. Til gengæld ser vi typisk fald på 30 til 50 procent i både antallet af skader og skadesomkostningerne i de transportvirksomheder, der bruger kræfterne på at føre processen helt igennem.
Spar ikke på sikkerhedEuropæisk økonomi står midt i en ny nedtur og det kan mærkes ude i de danske vognmandsvirksomheder. Derfor er de fleste vognmænd også i gang med at hvæsse sparekniven.
- Det er naturligvis nødvendigt og fuldt forståeligt. Alle andre virksomheder, det gælder også Codan Forsikring, fokuserer i øjeblikket på at minimere deres omkostninger. Men vognmandsbranchen var igennem en kraftig slankekur under den første finanskrise. Derfor er der heller ikke nogen nemme spareløsninger tilbage. Her kan vi godt frygte, at nogle vognmænd bliver fristet til at spare på sikkerheden. For eksempel ved at droppe vinterdæk helt eller ved at lade gamle vinterdæk tage en sæson mere, selv om de burde udskiftes, siger konsulent Dorte Palmblad, Codan Forsikring.
Hun understreger, at selv om virksomheden på kort sigt reducerer omkostningerne, så kan det hurtigt blive til en dyr besparelse i form af flere skader.
- Det betaler sig altid på den lange bane, at fokusere på sikkerhed. Når vognmandsvirksomheden har en selvrisiko på typisk et sted mellem 10.000 og 50.000 kroner per skade, så kan en besparelse på eksempelvis dæksikkerheden hurtigt blive en meget dårlig forretning.
Hip til chaufføren- Det er ikke bare vognmanden, der kan blive fristet til at skære et hjørne, når økonomien er presset. Medarbejderne vil måske også i misforstået loyalitet lade være med at indrapportere problemer med eksempelvis et defekt bakkamera. Det kan igen hurtigt blive en kostbar fejltagelse, siger Dorte Palmblad.
- Vi ved naturligvis godt, at langt de fleste vognmænd og deres chauffører prioriterer sikkerheden – også i krisetider. Men de bør også være opmærksom på problemet, fordi det kan være, at ham der kører foran eller bagved, måske har sparet vinterdækkene væk, slutter Dorte Palmblad.