Julen kom med kranvogn
Store lastvogne med kran og udtrækstrailere er efterspurgte, når årets juletræ skal transporteres ind på torvet.
Af Finn Bjerremand
Med julen følger en hel masse traditioner. En af dem er juletræet og i en rigtig by har man også et rigtig stort juletræ på torvet. Det store juletræ lader sig dog ikke bare transportere på en lille trailer efter en varevogn eller en let lastvogn. Der skal noget helt andet grej og en kran af en vis størrelse til, for læsse, transportere og rejse træet.
Der skal derfor anvendes specielt grej af en vis kaliber. Således også i Vejle, hvor særdeles trange forhold for lastvogne og i særdeleshed påhængskøretøjer, kræver god planlægning – og en god chauffør.
I Vejle har kran- og transportvirksomheden Knud Gade A/S med stor succes stået for afhentningen og rejsningen af det store juletræ ved rådhuset igennem mere end 35 år. Vi tog derfor med ud på juletræsturen 2011.
Udstyret til opgaven var en fireakslet Volvo FH 440 med tandembogie, der er bygget op med en Hiab kran af typen 880E-6 JIB 170-5 samt trækkerudstyr. Dertil kom en toakslet Goldhofer udtrækstrailer (STZ-L 2-28/80 AA F1) med hydraulisk styrende aksler.
Det store træ blev hentet ved en villa i den nordlige del af Vejle, hvor villaejerne var blevet trætte af det store flotte grantræ, der gennem flere årtier havde vokset sig så stor at det skyggede for meget på grunden.
Træet passede imidlertid ganske fint til formålet som årets juletræ på torvet i købstaden - i stedet for med det samme at ende sine dage på et savværk.
Kranfører med kompetenceHjørnet for enden af villavejen er ikke konstrueret til sættevogne, og lastbilen fylder hele gaden. Men takket være hydraulisk styrende aksler med mulighed for at tvangsstyre via en joystik samt en god portion tålmodighed fra chauffør Jim Meyer, gik det hele glat.
Jim Meyer, der i august havde 25 års jubilæum ved Knud Gade A/S, foldede Hiab-kranen ud og fik hugget an et godt stykke oppe på træet. Derved kunne han i flot stil løfte træet og samtidig holde det i lodret position, efter at skovhuggeren havde ”fældet” træet.
Herefter blev træet sænket stille og roligt mod bunden på trailerens repos, hvorefter kranføreren fik træet til at lægge sig på traileren. Herefter var det bare at surre træet fast og slå de ekstrabrede spejlarme ud.
Så var det bare turen rundt i Vejle centrum, hvor der er mange lave jernbaneviadukter som betyder, at en kranvogn ikke bare kan køre den korteste strækning. Pladsen inde foran det gamle rådhus er heller ikke beregnet til tunge køretøjer, men Jim Meyer fandt en plads og stillede sin kran op.
Op og ståForsigtigt begyndte Jim Meyer at rejse det store træ til lodret og derefter hejse det ud over fundamentet, hvor det stille og roligt blev sænket ned i en kloakbrønd, der i julens anledning agerer juletræsfod.
Efter at træet var stillet i den korrekte lodrette position var opgaven slut for denne dag - og det næste juletræ kunne hentes og bringes til sit bestemmelsessted.
Effektiv udtrækstrailerDen tilkoblede Goldhofer udtrækstrailer kan både køre som registreret køretøj (på gul nummerplade) og som blokvogn med højere akseltryk og totalvægt. Belastningsmæssigt har traileren en tilladt kingpintryk på 18 ton ved 70/80 km/t og 20 ton ved både 70/80 og 45 km/t med blokvognsnummerplade.
Tilsvarende stiger akseltrykket fra 10 ton til henholdsvis 10,6 ton ved 70/80 km/t og 11 ton ved 45 km/t som blokvogn.
Med en egenvægt på ca 11,9 ton og en totalvægt mellem 38 ton som registreret køretøj, og 42 ton som blokvogn, ligger lasteevnen mellem 26,1-30,1 ton.
Afstanden mellem de to BPW-aksler er 1.810 mm og lastehøjden på det lavtbyggede ladstykke er 885 mm, som kan reguleres henholdsvis plus 140 mm og minus 60 mm.
Træk i længdenLastefladen på det nedbyggede ladstykke kan forøges fra 7,1 til 16,65 meter takket være dobbeltudtræk i trailerens centervange, så længden kan tilpasses mange forskellige transportemner.
Til transport af langmateriel er der en tilhørende transportbuk, der kan klare 25 ton og som også er udstyret med stolpesæder og surringsøjer.
Der er også tænkt på surring af godset med surringsringe og stolpetasker for isætning af stolper til at fastholde godset. Skal der køres bredt gods som kræver understøtning under bunden, anvendes de indbyggede forbredninger, som kan trækkes ud.
For at holde hele traileren velsmurt er der monteret ikke bare et, men to centralsmøreanlæg, hvor det ene kan klare smørearbejdet foran udtrækket, mens det andet smøreanlæg sørger for hele det nedbyggede ladstykke med tilhørende hjulsektion.