Lastbiltransport - en vækstmotor i dansk økonomi?
Konference sætter fokus på konsekvenserne ved udflagning af danske lastbiler.
I løbet af de seneste ti år har flere tusinde lastbiler skiftet de danske nummerplader ud med udenlandske. Hvad ligger der bag denne udvikling, og hvad er konsekvenserne for samfundsøkonomien og erhvervslivet, hvis lastbilernes udflagning fortsætter i samme takt som hidtil?
Det sætter Transportøkonomisk Forening fokus på i en konference 19. januar på Christiansborg. Med udgangspunkt i en ny analyse fra Copenhagen Economics og cases fra tre transportvirksomheder debatterer organisationer og politikere de udfordringer, som danske virksomheder inden for vejgodstransport står overfor i et Indre Marked, hvor der i stigende grad konkurreres på tværs af de nationale grænser.
Analysen fra Copenhagen Economics, der præsenteres for første gang på dette møde, afprøver en hypotese om, at lastbiltransport er en helt central vækstmotor i dansk økonomi. Den beskriver vejgodstransportens overordnede værdiskabelse i den danske samfundsøkonomi og giver et bud på eksportpotentialerne for vejgodstransporten i et EU's Indre Marked.
Virkelighedens landevejKonferencen begynder kl. 13 med en perspektivering ved TØF-formand Michael Svane og offentliggørelse af rapporten, hvorefter der er indlæg fra ”virkelighedens landevej” ved adm. direktør Jens Hansen, Otto Hansen & Co. A/S, adm. direktør Thomas Corneliussen, Skanol A/S, og adm. direktør Allan Jepsen, Contino Holding A/S.
Transportminister Henrik Dam Kristensen giver desuden sit bud på ”Danmark som transportland”, hvorefter der er politisk debat om landevejstransportens rammevilkår.
Tilmelding og nærmere oplysninger kan fås på www.toef.dk