ITD-formand: Grund til optimisme!
Nytårsudtalelse fra ITD’s formand Mogens Therkelsen:
”Gældskrisen tynger hele Europa, og vedvarende signaler lyder om en mulig forværring af samfundsøkonomien i den kommende tid. I ITD går vi dog altid fremtiden i møde med optimisme og tro på en positiv udvikling.
ITD’s seneste grænsetællinger viser da også, at der fortsat er gang i lastbilhjulene på de danske veje. Samlet har lastbiltrafikken i 2011 ligget på niveau med opgangsåret 2006, og der er fortsat ingen tegn på, at trafikken er for nedadgående.
På den politiske front står vejtransporten også over for store udfordringer, men heller ikke her er vi i ITD grebet af sortsyn eller pessimisme.
Branchen lider p.t. under en til tider meget unuanceret debat om social dumping og cabotagekørsel. Baggrunden er alvorlig: De danske virksomheder inden for vejtransporten er hårdt pressede af udenlandske konkurrenter. Men hvor andre organisationer taler for, at den frie konkurrence skal begrænses for at sikre de danske transportvirksomheders overlevelse, er vi fra ITD’s side mere optagede af, hvordan vi offensivt kan ændre de danske rammevilkår, så danske virksomheder bliver i stand til at tage konkurrencen op med udenlandske på fair og frie vilkår.
Vi hæfter os fra ITD’s side ved, at regeringsgrundlaget indeholder klare hensigtserklæringer om generelt at styrke den frie konkurrence. Og vi har også noteret os, at transportministeren har afsløret et fint blik for nuancerne i den ellers p.t. skingre debat om social dumping og kontrol og sanktioner mod ulovlig cabotagekørsel.
Svar fra transportministerenSenest har transportministeren i et svar på en henvendelse fra ITD understreget, at han vil fastholde fornuftige gradueringer i de bøder, der gives for overtrædelser af cabotagereglerne, således at kun grove overtrædelser straffes med store bøder, mens bagatelagtige overtrædelser kan slippe med mindre bøder og evt. blot en advarsel i helt milde tilfælde. Sådanne nuancer er vigtige at fastholde, så det ikke er cabotagekørslen og den europæiske konkurrence, vi kriminaliserer, men derimod kun de bevidste og systematiske overtrædelser af reglerne.
For at sikre den danske vejtransportbranche et solidt fundament og styrke erhvervets internationale konkurrenceevne har vi fra ITD’s side foreslået transportministeren at igangsætte et udvalgsarbejde på tværs af erhvervets forskellige interesser. Udvalget skal komme med forslag til en modernisering af rammevilkårene for den danske vejtransport. Udgangspunktet for vores forslag er en tro på, at de danske vejtransportvirksomheder sagtens kan klare sig i den europæiske konkurrence, hvis vi får de rigtige rammebetingelser at agere under. Og også her er der grobund for optimisme, for transportministeren har tilkendegivet, at han seriøst overvejer ITD’s forslag.
Vi håber derfor, at 2012 bliver året, hvor vi i vejtransportbranchen sammen kan definere et solidt grundlag, som kan sikre et sundt og dynamisk vejtransporterhverv i Danmark også om ti og tyve år. Det har dansk økonomi og dansk erhvervsliv brug for – og det ønsker vi!
Fra ITD’s side ønsker vi alle et godt og frugtbart nytår!"
Mogens Therkelsen