Havne indhentede nedturen i 2009-2019
Nytårsudtalelse fra Danske Havnes formand Uffe Steiner Jensen - Havnene vil prøve en ny model for offentlig – privat samarbejde.
Havnene kom sig i 2011 oven på kriseårene 2009 og 2010. De fleste større havne oplever fremgang i aktiviteterne, både i godsomsætningen og i indtjening. Den samlede godsomsætning på de større havne runder skønsmæssigt 85 mio. tons. Det er et godt stykke over 2010, hvor der kun blev omsat i alt 79 mio. tons.
Der eksporteres fortsat lidt mere, end der importeres. Korn, skrot og kemikalier udgør de store mængder, men transport af containere og sættevognslad kom også tilbage i en positiv udvikling og er ved at nærmer sig rekordåret 2008.
Samtidig er aktiviteten og væksten fordelt ud over flere havne.
Den positive udvikling vækker glæde i Danske Havne, hvor formanden Uffe Steiner Jensen mener at forslaget til en ny Havnelov kommer på et gunstigt tidspunkt for havnene:
”Det nye år bliver meget spændende for de danske havne, der helt overvejende ejes af kommunerne. Et forslag til ny Havnelov er netop fremsat af Transportminister Henrik Dam Kristensen. Det skal behandles de næste måneder, og giver mulighed for at prøve en helt ny model for offentligt – privat samarbejde.
Selv om samarbejdet mellem havne og virksomheder årligt beskæftiger 70.000 mennesker, er kun få havne så store, at alle nødvendige serviceydelser kan tilbydes. Mangler en havn lagerkapacitet, brændstofsalg, trosseføring eller rørledninger til at sikre virksomheder løbende forsyning med råvarer, kan samfundet ikke udnytte alle de muligheder, som havnene byder på. Mulige jobs bliver ikke skabt.
Den nye Havnelov skal sikre, at flest mulig havne kan tilbyde alle virksomheder fuld service til konkurrencedygtige priser. Helst skal private virksomheder og havne dele opgaver og risiko i et fælles selskab. Men hvis ingen private stiller op, kan havnen selv påtage sig opgaven. Selvfølgelig på forretningsmæssige betingelser.
Mange havne og havnevirksomheder forbereder sig nu på at bruge de nye muligheder. I Danske Havne tror og håber vi på, at den nye lov kan blive en ny begyndelse på offentlig-privat samarbejde.
Forslag til ny Havnelov kommer på et godt tidspunkt.”