Stor fusion hos redningskorps
De fire centrale selskaber i Dansk Autohjælp-koncernen bliver nu fusioneret til ét selskab, Dansk Autohjælp A/S, mens de tre øvrige selskaber ophører.
Det nye selskab får især aktiviteter indenfor autohjælp, sygetransport og vagt- og kontrolcentral, og det får i alt omkring 110 ansatte og en bruttofortjeneste på ca. 29 mio. kr.
Det er selskaberne Dansk Autohjælp A/S, Dansk Sygetransport A/S, Dansk Alarm A/S og Mobile Workforce A/S, som Dansk Autohjælp-koncernen nu vil fusionere, således at aktiviteterne samles i Dansk Autohjælp A/S, der bliver det fortsættende selskab, mens de tre andre selskaber ophører.
Det er Dansk Autohjælp, som er det største selskab i koncernen med en bruttofortjeneste på 29 mio. kr. i 2010 og 59 ansatte. Næststørst er Dansk Alarm, der driver Dansk Autohjælps vagtcentral og kontrolcentral og i 2010 havde en bruttofortjeneste på 19 mio. kr. og 51 ansatte. Efter at have mistet den største kunde har Dansk Sygetransport derimod i dag kun begrænsede aktiviteter.
Som led i fusionsprocessen har vurderingsmænd afgivet en erklæring om, at kreditorerne i de fire selskaber må antages at være tilstrækkeligt sikrede efter fusionen, og der er på den baggrund udarbejdet en fusionsplan, som er indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.