Danmarks første el-taxa på gaden
TaxaFyn sætter som det første taxaselskab i Danmark en elbil i drift som hyrevogn.
TaxaFyns eldrevne taxa vil køre i Odense og indvarsler en ny æra for elektricificeringen af hyrevognsbranchen og endnu et skift mod grønnere kollektiv transport. TaxaFyn forventer, at fremtidens hyrevogne i væsentlig grad vil bestå af de miljøvenlige elbiler.
- Det er glædeligt at endnu en lokal virksomhed tager et grønt initiativ. Vi har brug for vilje og pionerånd for at sætte fart på introduktion af ny, miljøvenlig teknologi. Erfaringer skal nu engang gøres i det virkelige liv og fra politisk hold ser vi med stor interesse på projektet og glæder os til, at flere fynboer kan stifte bekendtskab med elbil teknologien, sagde Odenses borgmester Anker Boye ved afsløringen af el-taxaen.
Odense Taxas Adm. Direktør Peter Kjærgaard siger om tankerne bag el-taxa initiativet:
- Der bliver talt meget om vigtigheden af grønnere transport, og nu tager vi så det første initiativ med at sætte den første hyrevogn i drift. I takt med at branchen skal løse de åbenbare udfordringer med at få økonomien for den enkelte chauffør og elbil infrastrukturen til at hænge sammen, er det vores mål løbende at indfase eldrevne taxaer i bilflåden. Vi ønsker at være med fra start og opnå viden og erfaring på området.
Indfasningen af elbiler er i tråd med de overordnede samfundsmæssige mål for en grønnere dansk trafik.
- Elbilerne kan være en del af løsningen på de klima- og forsyningsmæssige udfordringer, som specielt transportsektoren står over for. Og der er næppe nogen brændstofbil, som er så effektiv som elbilen. Elbilen bruger kun en fjerdedel af den energi, en tilsvarende benzinbil bruger, fordi virkningsgraden er så høj. Samtidig kan elbilen udnytte strømmen fra vindmøllerne. Derfor skal vi have elbiler, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
Netop opladningen af elbilen er essentiel, særligt når den skal bruges til taxakørsel. Elbiloperatøren ChoosEV, der står for at levere opladning til TaxaFyn, er i gang med at opbygge en landsdækkende infrastruktur af hurtig opladning til elbiler, og Odense bliver netop en af de første byer udenfor hovedstaden, de kan tilbyde hurtig opladning.
- Vi sætter en Quick Charge station op ved Føtex på Vesterbro, som netop vil være el-taxaens faste holdeplads. Dermed kan den hurtigt få ladet batterierne op, så den kan tage så mange ture som muligt, og skåne miljøet for den CO2 udledning turen i en almindelig taxa ellers havde givet, fortæller Lars Bording, adm. direktør i ChoosEV.
Det er de danske eksperter i intelligente trafiksystemer, herunder komplette taxameterløsninger, Finn Frogne A/S, der har forestået tilpasning og montage af taxametersystemet til elbils brug. Virksomheden er mangeårig leverandør af de systemer til booking og trafikdirigering, der dagligt bruges til at koordinerer alle TaxaFyn centralernes kørsler, herunder patientbefordring til og fra hospital og institutioner på Fyn.
TaxaFyns eldrevne taxi er en Nissan Leaf, en af de første 100 % elektriske serieproducerede personbiler. Udadtil ligner bilen enhver anden moderne 4-dørs sedan, kun navigationssystemet med indikation af aktionsradius og opladesteder samt en tagspoiler med solceller til 12V batteriet, afslører, at de er tale om sidste nye elbils teknologi.
Gratis prøvekørsel i decemberTaxaFyns julegave til alle odenseanere er en gratis prøvetur i den nye elbil. Indtil jul vil el-taxa'en være stationeret på Flakhaven i Odense, og alle interesserede kan møde op og få en rundtur. Herefter vil den eldrevne taxa indgå i normal drift blandt Odense Taxas flåde af 140 hyrevogne.