Otte jubilæer hos Dantra
En stor del af Dantra-koncernens ca. 150 ansatte har arbejdet hos tanktransportøren i mange år.
Den seneste tid har således budt på ikke færre end otte jubilæer, hvor virksomheden har kunnet fejre fire 10 års jubilarer samt fire 25 års jubilarer.
– Vi udfører ikke kun transport fra A til B. Det handler om at understøtte kundernes forsyningskæder på bedst mulig vis, og det er nødvendigt konstant at være i front på områder som sikkerhed, miljø og kvalitetsstyring. At tiltrække og fastholde de rigtige folk er altafgørende, og vi lægger stor vægt på langvarige medarbejderrelationer. Derfor er det dejligt, at så mange ansatte har været hos os i så mange år, lyder det fra adm. direktør Kenneth Jensen.
De mange jubilæer blev markeret med en reception på Dantras hovedkontor i Hjøllund, som ifølge Kenneth Jensen både bød på god stemning og stort fremmøde. – Det vidnede om en stærk samhørighedsfølelse og fælles ånd i koncernen, til trods for at vores aktiviteter i dag er fordelt på fem afdelinger og fire lande, slutter han.
10 års jubilæum: Finn Urup Rasmussen, chauffør, 55 år, Rudkøbing, Per Vestergaard, chauffør, 33 år, Ikast, John Nielsen, chauffør, 46 år, Engesvang, og Johnni Jensen, chauffør, 40 år, Nørre Snede.
25 års jubilæum: Teddy Rosenberg, chauffør, 51 år, Engesvang, Ronny Gaster, mekaniker, 49 år, Aabenraa, Tove Østergaard, kørselsplanlægger, 47 år, Brande og Flemming Nørlund, mekaniker, 57 år, Ejstrupholm.