Mindeord over Kurt Henriksen
Tony Jakobsen, Regional General Manager Nordic i TNT, skriver mindeord over Kurt Henriksen, Regional Special Services & Business Solutions Manager i TNT, Rødovre, 61.
TNT og den danske transportindustri har mistet en stor personlighed og en dygtig og ansvarsbevidst logistiker. Kurt Henriksen, Regional Special Services & Business Solutions Manager i TNT, døde torsdag 15. december efter kort tids sygdom.
Efter fem års virke som skolelærer skiftede Kurt karrieremæssig kurs og gik ind i transportbranchen. Her startede hans hurtigt voksende karriere i branchen i IML Air Couriers i 1980, hvorefter han de følgende år bestred ansvarsfulde lederstillinger i DHL og FedEx.
I 2002 var vi så heldige at kunne ansætte Kurt som Regional Special Services Manager i TNT. I sine 10 år i TNT har vi lært Kurt at kende som en ærlig, ligefrem og dygtig logistiker med en stor personlighed.
Personligt har jeg nydt godt af Kurt Henriksen som kollega og ven i 29 år, og i alle disse år formåede Kurt at bevare sin stærke personlighed og sin faste vilje.
Kurt holdt meget af sit job i Special Services. Simpel transport fra A til B var ikke interessant for Kurt - han satte i stedet pris på at kunne løse de udfordrende og komplicerede logistikopgaver for sine kunder og kolleger.
Kurt var respekteret i branchen på grund af sin store viden, og han var altid klar til at hjælpe og give sit besyv med, hvis der var brug for det. I sin omgang med venner og kolleger var Kurt en bestemt mand med en stor portion sort humor og pædagogisk snilde, som vi satte pris på. Han havde et stort socialt engagement i sin arbejdsplads, især hvis han kunne inddrage sin passion for golf i et personalearrangement.
Med Kurt Henriksens død har vi mistet en dygtig og loyal kollega og en god ven. Kurt vil blive savnet, og vores tanker går til Kurts hustru Vinnie og deres børn Lars og Tine samt børnebørn.
Bisættelsen finder sted torsdag, 22. december, kl. 10 fra Grøndalslund Kirke i Rødovre.