Per Nelson Ørnstrand får ny rolle i PNO
Grundlægger og mangeårig direktør for trailerudlejningskoncernen PNO, Per Nelson Ørnstrand, fratræder ved årsskiftet sin stilling som direktør i PNO Sverige AB. Per Ørnstrand vil fremover hellige sig posten som bestyrelsesformand i både PNO Sverige AB og det finske PNO Trailer OY.
Per Ørnstrand har igennem mere end tre årtier udviklet PNO fra en enkeltmandsvirksomhed med salg af reservedele i Skanderborg til en succesfuld nordisk udlejningskoncern med hovedsæde i Sverige og aktiviteter på samtlige nordiske markeder. Virksomheden er i dag ledende på det svenske udlejningsmarked og tæller i alt ca. 100 medarbejdere.
PNO koncernen råder i dag over 12.000 trailere, heriblandt moving floor, dolly-, gardin-, link- og bokstrailere.
Per Ørnstrand, der tidligere i år rundede 65 år, overlader stillingen som direktør for PNO Sverige AB til sin søn, Jacob Lee Ørnstrand.
- Jacobs tiltrædelse som direktør udgør et planlagt generationsskifte, der skal videreføre PNO’s positive udvikling. Vi har en stærk tro på fremtiden og på, at vores fleksible udlejningskoncept forbliver en attraktiv løsning for kunderne, siger Per Ørnstrand.
Jacob Lee Ørnstrand har siden 2009 været en del af virksomhedens daglige ledelse og drift, ligesom han har siddet i bestyrelsen i alle PNO koncernens selskaber.
- Det er min klare hensigt at bevare det værdigrundlag, vores virksomhed er bygget på. PNO har igennem alle årene været karakteriseret af en stærk entreprenør-ånd, der beror på et personligt og solidt forhold til vores kunder, og det vil fortsat være i fokus, siger Jacob Lee Ørnstrand.
I forbindelse med skiftet holdes der en reception onsdag, den 21. december kl. 15-17 ved PNO i Helsingborg på adressen Brunnsvägen 70, Ramlösa.