Røde hug til betalingsring
DTL: Borgmestres bekymringer over regeringens planlagte betalingsring er berettiget
Selv om transportminister Henrik Dam Kristensen i sidste uge fastslog, at opkrævningen af trængselsafgifter i København og omegn, ikke længere er til debat, fordi den allerede er besluttet, så stiger røsterne mod betalingsringen. Seneste fra en stribe borgmestre fra kommunerne omkring København – herunder flere med partibog til venstre for midten.
Det kom frem, da de 15 omegnskommuner afholdt møde i går tirsdag om betalingsringen. De 15 borgmester frygter, at opkrævningen af trængselsafgiften vil få store og uønskede trafikale konsekvenser i netop omegnskommunerne..
Det fremgår af en fælles udtalelse, hvor de 15 borgmestre nægter at accepterer, at det bliver borgerne i omegnskommunerne, der kommer til at betale regningen for at løse Københavns Kommunes trængselsproblemer.
Borgmestrene mener også, at valgløfterne om en reel dialog om betalingsringen er ved at forsvinde op i den blå luft, fordi regeringen ønsker at presse projektet igennem i ekspresfart, så loven kan vedtages inden sommerferien næste år.
Endelig peger de 15 omegnsborgmestre på, at der formentlig allerede er bedre teknologiske løsninger på vej, der bør undersøges grundigt før man vælger en betalingsring.
- Borgmestrenes bekymringer er helt berettiget, udtaler DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm i en kommentar til borgmesterudmeldingerne.
- DTL har også slået på, at trængslen erfaringsmæssigt øges uden for en betalingsring, og derfor har vi påpeget, at det kan få betydning for afviklingen af godstransporterne på ringvejene og vejnettet i øvrigt uden for ringen. Trængslen vil simpelthen øges, fordi mange – både personbiler, varebiler og lastbiler – vil forsøge at finde smutveje og køre en omvej for at undgå at komme i karambolage med ringen.
Dertil kommer, at et stort antal personbilister, som vil søge efter parkeringspladser ved stationer og busstoppesteder, hvor der i forvejen er desperat mangel på p-pladser - på ydersiden af betalingsringen.
- I Stockholm og London ved vi, at man har haft problemer med trængsel uden for betalingsområdet, og i København viser modelanalyser samme tendens. Det vil derfor også være meget klogt at se på andre teknologiske løsninger, som kommunerne foreslår, siger Ove Holm.