International flådestyrke presser pirater
SOK: Statistikken for pirateri ved Afrikas Horn viser, at antallet af kapringer er halveret fra 2010 til 2011 – men piraterne tjener flere penge.
I perioden 2008 til 2010 har pirater kapret cirka 45 skibe om året ved Afrikas Horn. Men nu meddeler Søværnets Operative Kommando (SOK), at kurven er knækket, idet antallet af kapringer i 2011 er faldet til 23.
Det markante fald skyldes ifølge SOK, at det internationale samfunds samlede tiltag for at bekæmpe pirateri har en effekt. Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Finn Hansen vurderer, at den positive udvikling kan tilskrives de internationale flådestyrkers indsats, kombineret med, at handelsskibene i stadig større grad følger anbefalingerne om, hvordan handelsskibene kan beskytte sig mod pirateri ud for Afrikas Horn.
Bevæbnede vagterAnbefalingerne til handelsskibene er i dag mere omfattende, end hvad de var for bare få år siden. Endelig bruger mange handelsskibe i dag bevæbnede vagter. Om flådestyrkernes indsats siger Finn Hansen:
- De internationale flådestyrker har i de seneste par år opereret mere og mere offensivt, og i dag ser vi krigsskibe operere direkte ud for piratlejrene inde på kysten. Både handelsskibenes ændrede adfærd og flådestyrkernes offensive indsats giver samlet en god effekt. Men selv om kurven er knækket, er missionen dog ikke lykkedes endnu. Piraterne er fortsat aktive, og vi må ikke glemme, at der fortsat er flere hundrede søfolk i piraternes varetægt, hedder det fra kontreadmiralen.
Højere løsesummerMen trods den positive udvikling, så har 2011 angiveligt været det hidtil mest indbringende år for de somaliske pirater til dato. Maritimedanmark.dk skriver, at en opgørelse fra EU-NAVFORs anti-piratoperation, at de somaliske pirater siden nytår har fået udbetalt 135 mio. USD i løsepenge. Det er 55 mio. USD mere end året før, hvor der kun blev udbetalt 80 mio. USD.
Årsagen er, at løsesummerne er steget voldsomt siden pirateriet tog fart ud for Somalia i 2007, hvor det typisk kostede 600.000 USD at få frigivet et skib med besætning. I år er den gennemsnitlige løsesum steget til 4,6 mio. USD.
Selv om der er registreret flere kapringsforsøg i 2011 end i 2010, så er det langt færre der lykkedes. Kun et ud af 14 kapringsforsøg er lykkedes for piraterne i år, mens der var succes ved hvert fjerde forsøg i 2010.
Den gunstige udvikling betyder også, at antallet af skibe og søfolk, der holdes som gidsler er faldet markant. Sidste år lå omkring 30 skibe kaprede ud for Somalias kyst ved denne tid. I år er det antal faldet til otte, mens omkring 200 søfolk holdes som gidsler.