23948sdkhjf

Transportministeren i Bruxelles

Transportminister Henrik Dam Kristensen har løftet sløret for Danmarks trafikpolitiske planer under formandskabet fra nytår.

Transportminister Henrik Dam Kristensen har løftet sløret for Danmarks trafikpolitiske planer under formandskabet fra nytår.



Transportminister Henrik Dam Kristensen deltog i går mandag i Bruxelles i det sidste transportministermøde, inden Danmark overtager formandskabet for EU den 1. januar 2012.

På mødet præsenterede transportministeren programmet for det danske EU-formandskab for sine EU-kolleger.

- Jeg glæder mig utroligt meget til de kommende seks måneder, hvor Danmark skal stå i spidsen for EU. Jeg kan forstå på mine europæiske kolleger, at der er store forventninger til Danmark, og jeg vil gøre mit yderste for, at vi på transportområdet når så langt som muligt med de konkrete lovgivningsinitiativer under det danske formandskab.

De vigtigste sager under formandskabet bliver bl.a. første jernbanepakke, der sigter på at modernisere de nuværende regler, så der skabes et egentligt indre marked i EU for jernbanetransportydelser. Derudover skal et forslag til nye retningslinjer for de trans-europæiske transportnetværk (TEN-T) forhandles under dansk EU-formandskab. TEN-T-programmet er et støtteprogram for finansiering af infrastruktur i Europa, som har til formål at styrke det indre marked med fri bevægelighed for varer og arbejdskraft. De nye retningslinjer sigter særligt på at yde støtte til projekter, der prioriterer de grænseoverskridende strækninger og bekæmper flaskehalse, siger Henrik Dam Kristensen i en pressemeddelelse.

- Begge sager var på dagsordenen for rådsmødet. Der blev vedtaget politisk enighed om revisionen af første jernbanepakke, så drøftelserne med Europa-Parlamentet nu kan påbegyndes. Målsætningen er, at sagen kan vedtages endeligt under dansk EU-formandskab.

På rådsmødet blev der også gjort status over de hidtidige drøftelser i Rådet om forslaget til nye TEN-T retningslinjer.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Jeg er glad for, at jeg i dag har haft mulighed for at drøfte jernbanepakken og TEN-T-retningslinjerne med mine EU-kolleger. Forslagene er vigtige både i en dansk og europæisk kontekst, da de bidrager til en mere effektiv europæisk jernbanesektor og et mere sammenhængende Europa. Det er en vigtig forudsætning for at skabe den vækst i Europa, vi har så hårdt brug for.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062