ITD udsender temaavis om dansk vejgodstransport
ITD vil sætte fokus på udviklingsmuligheder og bedre rammevilkår for dansk vejtransport med temaavis.
ITD udgiver i dag en 32 siders temaavis med titlen ”Gods på Vej”. Avisen distribueres som indstik i Jyllands-Posten og bliver desuden fremsendt til skoler, virksomheder og politiske interessenter inden for transportområdet.
19. december 2011 indgår avisen også som et indstik i magasinet Danmarks Transport-Tidende.
Med udgivelsen ønsker ITD at tegne et sammenhængende billede af en branche med store udviklingsmuligheder og med stor betydning for samfundsøkonomien.
- Politikerne og offentligheden er vant til at forholde sig til vejtransporten som noget problemfyldt og besværligt, noget som skal kontrolleres og holdes nede. Vi er helt klar over, at det er op til os selv at lave om på det billede gennem vores handlinger, men så sandelig også gennem formidling af de gode historier, siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
I avisen ”Gods på vej” kommer læseren vidt omkring i transportbranchen anno 2011. Der er bl.a. artikler om udflagning, cabotage-regler, miljø, infrastruktur og om vejtransportens rolle i logistikkæden. Det overordnede budskab er, at effektiv vejtransport er en essentiel forudsætning for et dynamisk erhvervsliv og en velfungerende samfundsøkonomi.
- Vi har brug for at tænke offensivt og langsigtet omkring de muligheder, der ligger i at have et levende og dynamisk transporterhverv i Danmark. Og vi håber, at vores temaavis kan inspirere i denne retning, siger Jacob Chr. Nielsen.
Avisen kan også læses på:
http://issuu.com/itddk/docs/itd_gods_paa_vej_23?mode=window&viewMode=doublePage