Kajforlængelse viser sit værd
Randers Havn har i samarbejde med Verdo forlænget kajplads 65 - og udvidelsen bærer allerede frugt.
Julen nærmer sig, og i Randers tager man nu forskud på glæderne. Verdos nye kaj på Randers Havn huser nemlig lige nu den største skibslast biomasse i havnens historie. Kajen stod færdig i november, og udvidelsen viser sig allerede nu at være en god forretning for Randers Havn og det randrusianske erhvervsliv.
- Vi får mere gods ind over kajen, så kajforlængelsen viser sig allerede nu at være en god forretning for os. Og da Verdo har god vind i sejlene med deres satsning på biomasse, forventer vi at slå endnu flere rekorder fremadrettet. Samtidig er havneudvidelsen et levende bevis på, at de danske fjordhavne lever og udvider. Vi vil og kan sagtens være med. Udvidelser af de danske havne er godt for samfundet, da skibe er den mest klimavenlige godstransportform, siger havnedirektør John Morgen.
Verdo Energy bekræfter, at selskabet fremadrettet vil benytte sig af store skibe til at fragte biomasse til Danmark. Verdo har denne gang kunnet tage hele 4000 tons (11800 m3) biomasse med på skibet til Randers. Det er 500 tons (2600 m3) mere biomasse, end det har været muligt at tage med tidligere.
Nu hvor kajen er blevet forlænget, har det ikke været noget problem at få styret skibet til kaj. Den nye kaj lever til fulde op til Verdos forventninger. Verdos overmontør, som leder alle aktiviteter på kajen, Stefan Abrahamsson, udtrykker det således:
- Vi har hurtigt fået inddraget de nye meter på kajen, og ved sidst ankomne last blev alle træstammer losset direkte op i vores flishugger med 95 tons i timen. Den høje effektivitet er vigtig for fjernvarmeforbrugerne i Randers og i forhold til at være konkurrencedygtige, når vi modtager flis med henblik på videresalg.
Randers HavnRanders Havn har stor erhvervsmæssig betydning for lokalsamfundet. Havnen har en direkte økonomisk værdi i form af beskæftigelse på havnen, indkomster mv. Omkring 30 virksomheder er placeret på havnen, mens omkring 50 virksomheder benytter havnen.
Virksomhederne danner grundlag for en samlet beskæftigelse på ca. 600 personer, mens der i afledte erhverv er ca. 600 beskæftigede.
I øjeblikket planlægges der en ny havn på sydsiden af Randers Fjord. Dermed vil der være sikret nødvendige arealer til havnens udvikling i overskuelig fremtid.