Torm får henstand fra bankerne
Torm har levet på bankernes nåde, og nu er det blevet helt konkret.
Rederiet meddelte mandag ved fondsbørsens lukketid, at selskabet har fået henstand på betaling af afdrag og andre finansielle forpligtelser.
Aftalen vil til at begynde med gælde indtil 15. januar 2012, med mulighed for forlængelse, skriver Torm i en meddelelse til fondsbørsen i København.
- Bankerne er indstillet på at arbejde konstruktivt for at nå en løsning med selskabet og har udpeget en Koordinationskomité til at repræsentere dem i forhandlingerne, skriver Danske Bank, Danmarks Skibskredit og Nordea i en fælles udtalelse.
Den samlede gæld i rederiet er på omkring 10 milliarder kroner, og lavere priser på fragt inden for tankmarkedet har ikke bidraget positivt til situationen.