KH OneStop Service - nu også i Taulov
KH OneStop A/S åbnede i dag portene på Røde Banke 111 i Fredericia (Erritsø - Taulov) for service og vedligeholdelse af primært lastbiltrailere.
Mindre stilstandstid og større effektivitet er det meget kontante udbytte, som stilles i udsigt hos KH OneStop i trekantsområdet – en afdeling i den landsdækkende Knud Hansen-koncern, der er blandt Danmarks største servicevirksomheder inden for landtransportsektoren.
- Med OneStop Service, får kunderne det hele klaret på ét sted. Koordinering, styring og ansvar er alt sammen samlet hos os. Det er enkelt og effektivt, for det sparer en masse tid for kunderne, når de ikke skal køre rundt mellem forskellige værksteder, siger Kristian Hansen.
Afdelingen vil i starten beskæftige tre mekanikere samt en værkfører, men hos KH OneStop er man positiv og forventer, at antallet er fordoblet i løbet af kort tid. Afdelingen råder over seks vognbaner.
Da KH OneStop i forvejen har utrolig travlt i Vejle-afdelingen - og til tider har pladsmangel - vil den nye afdeling i Taulov blive en del af selskabets Vejle-afdeling, som koordineres og ledes af Glenn Bojsen.
Serviceydelserne omfatter primært servicering og reparation lastvogne og trailere, servicering og reparation af lifte til trailere, lastbiler og varevogne, reparation og udbedring af skader på bilpresenninger samt levering og montering af dekoration til transportmateriel. En afdeling for reparation af skader på kølekasser, forventes indrettet inden for kort tid.
Reparation og service på køleanlæg foretages ligeledes fra den ny afdeling, men primært som mobilservice fra afdelingen i DTC, Vejle.
- Vi foretager også her og nu service- og reparationsassistance ude på landevejene eller hjemme hos kunderne. 24 timer i døgnet 365 dage om året. I transportbranchen skal hjulene rulle, og det hjælper vi med til at sikre, at de gør, siger Kristian Hansen fra KH OneStop, der nu har ni lokationer i Danmark.