Transportminister: betalingsring er ikke til debat
Transportministeriet tager i dag officielt hul på den offentlige debat om den kommende betalingsring i København.
Det skete på en konference om trængselsafgifter i Hovedstaden på Islands Brygge, hvor transportminister Henrik Dam Kristensen åbnede med at konstatere:
- Vi skal ikke debattere om vi skal have en betalingsring eller ej. Den beslutning er allerede truffet med den nye regerings regeringsgrundlag. Det vi skal debattere nu og i de kommende måneder, er hvordan vi indretter betalingsringen bedst muligt.
Transportministeriet offentliggør i forbindelse med konferencen en omfattende indledende beregning af foreløbige løsningsmodeller.
En betalingsring der følger Ring2, en betalingsring der omfatter hele Københavns Kommune og en betalingsring, der omfatter alt inden for Ring 3.
Sidstnævnte har den største effekt på trængslen i hele hovedstadsområdet, med et beregnet fald på otte procent. Effekten i indre by er dog beskedne ni procent mindre trafik.
Mens en betalingsring, der omfatter hele Københavns Kommune, har større effekt i indre by, så er det betalingsringen, der ligger inden for Ring 2, der har den største effekt. Den samlede trængsel i hovedstadsområdet falder med fire procent, mens trængslen inde i indre by falder med 20 procent.
- Vi bør vælge den løsning, der har størst effekt både uden for og inde i betalingsringen. Målet med betalingsringen er klart mindre trængsel og øget mobilitet. Derfor skal takstsystemet også indrettes, så vi får størst mulig effekt på trængslen, siger transportministeren.
Transportministeriets beregninger tager udgangspunkt i S-SF’s oplæg til en betalingsring i valgkampen. Derfor opereres der med en betalingsafgift på 25 kroner i myldretiden, mens der betales 15 kroner i dagtimerne. Om aftenen og i weekenden skal der betales 10 kroner for at køre ind i ringen. Det er gratis at køre om natten.
Dertil lægger beregningerne op til, at lastbiler skal betale 25 kroner ekstra, hvis de kører ind i betalingsringen i myldretiden.
- Det bliver ikke nogen nem debat, men regeringens mål er ikke at genere nogen, men at finde en løsning på hovedstadens trængselsproblemer, der berører tusindvis af bilister, hver eneste dag. Derfor lægger jeg vægt på en god og åben debat, og at vi finder en løsning som alle kan leve med, sagde transportminister Henrik Dam Kristensen.
Ifølge regeringens plan sendes projektet i høring i januar 2012, så regeringen kan fremsætte lovforslag i Folketinget i løbet af foråret, så lovforslaget kan vedtages inden Folketinget går på sommerferie næste år.