Overhalingsforsøg udvides
Overhalingsforbud dog kun i myldretiden.
Et forsøg med at forbyde de såkaldte elefantoverhalinger på motorvejen mellem Skærup og Skanderborg har nu kørt i et år. Og selv om erfaringerne har vist, at trafikken ikke bliver afviklet hurtigere, end før forbuddet trådte i kraft, bliver forsøget nu som planlagt udvidet til fire nye strækninger.
Det fortæller Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn (S) til TV2. Allerede i fjor lancerede daværende transportminister Hans Chr. Schmidt (V) en udvidelse af forsøget.
- Forsøget har vist, at forbuddet giver mere tryghed på vejene, og at det tager trykket af trængslen, så af hensyn til andre trafikanter, sikkerheden og fremkommeligheden udvider vi nu forsøget. Af hensyn til transporterhvervet vil forbuddet dog kun gælde i myldretiden, siger Rasmus Prehn til TV 2.
International Transport Danmark (ITD) er gået fra at være modstander af forsøget til nu at bakke op om forbuddet.
- Vi har været i dialog med ministeriet og ministeren, og vi synes egentlig, at den nye ordning er landet meget fornuftigt ved, at man i stedet for et totalforbud mod overhaling, nu kun laver forbud på de tidspunkter, hvor der er meget trafik på motorvejene, siger Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD.
Chefjurist John Roy Vesterholm i Dansk Transport og Logistik kan imidlertid fortsat ikke leve med forsøget. Han kalder en udvidelse af forsøget på motorvejen mellem Skærup og Skanderborg for "besynderligt."
- Bilisterne kommer hverken hurtigere eller langsommere frem, og man er ikke blevet meget klogere efter forsøget. Derfor mener vi, at forsøget burde være blevet afviklet i stedet for at blive udvidet, siger John Roy Vesterholm.