Damco hædret
Den danske logistikvirksomhed vandt “Supply Chain Best Partnership” ved SCM Logistics Excellence Awards.
A.P. Møller Mærsk-selskabet Damco er en af verdens førende virksomheder indenfor spedition og supply chain management, men alligevel gav Global CCO, Martin Thaysen, udtryk for stolthed ved prismodtagelsen i Singapore.
- Vi arbejder på at sætte kunden i centrum af alle vore aktiviteter, og prisen viser, at vi er på rette ven, siger Thaysen. Nøglen hertil er hele tiden at forbedre vore services.
Han peger desuden på, at selskabets tilfredshedsundersøgelse blandt kunder for fjerde år i træk viser en stigende tilfredshed.
I begrundelsen for, at Damco modtog prisen, forklarer Lynette Han, General Manager ved arrangøren Terrapinn, at Damco med fremragende logistik- og supply chain løsninger har øget kundernes konkurrencedygtighed.
- Hæderen viser vigtigheden af supply chain-partnerskaber – ikke mindst i en volatil tid med hurtigt skiftende markedssituationer. Vindere af denne pris er organisationer, der går længere end det der er kutyme eller står i kontrakter, for at hjælpe og støtte deres kunder.
Damco har 10.500 medarbejdere fordelt på 280 kontorer worldwide. I fjor omsatte Damco for 2,7 milliarder USD og håndterede 2,4 millioner TEU samt 75.000 tons luftfragt.