Intelligent cruisecontrol læser vejens topografi
Forudseende Scania Active Prediction sparer vognmanen for brændstof.
Mange lastbilchauffører arbejder med korte leveringsfrister, og rettidig ankomst har ofte høj prioritet. Det kan føre til øget brændstofforbrug, når transporten udføres under tidspres, men nu lancerer Scania en ny type cruisecontrol, Scania Active Prediction, der hjælper chaufføren med at nå sin destination i tide uden unødigt brændstofforbrug.
Scania Active Prediction bruger GPS til at læse topografien på vejen forude. Dermed kan systemet automatisk tilpasse hastigheden i forhold til vejens topografi. Fundamentet i systemet er en avanceret kort-database, som dækker det meste af vejnettet i Central- og Vesteuropa, herunder Danmark.
Ved at ”se frem” i trafikken sørger Scania Active Prediction for eksempel for at øge hastigheden før en stigning, for derefter at lette lidt på gassen i god tid, inden det igen går ned ad bakke.
På den måde sørger Scania Active Prediction for, at motorens drejningsmoment udnyttes fuldt ud allerede ved foden af en bakke. Systemet forhindrer også, at der spildes unødigt brændstof ved at køre hurtigere frem mod en nedkørsel end nødvendigt, eftersom lastbilen alligevel kommer "gratis" op i fart igen.
Viden findes allerede- Topografiske kortdata er allerede i dag tilgængelige for store dele af vejnettet i Vest- og Centraleuropa. Hvorfor ikke udnytte denne viden, så chaufførerne kan spare brændstof og reducere CO2-udslippet, siger senior vicepresident og chef for Scanias lastbildivision, Henrik Henriksson.
- Scania har altid sat chaufføren i fokus, når det gælder om at opnå bedst mulig trafiksikkerhed og driftsøkonomi ved lastbilkørsel. Med Scania Active Prediction kan Scania nu hjælpe alle chauffører til at køre som selv den mest veluddannede og motiverede chauffør ville køre, siger Henrik Henriksson.
- Scania Active Prediction udgør en milepæl for aktiv hjælp til chaufføren, vurderer Henriksson. Systemet er intuitivt og rummer mange af de køreteknikker, som vi også anvender i undervisningen på Scania Academys avancerede chaufføruddannelser.
Sparer 1700 literScanias Active Prediction-system giver en potentiel brændstofbesparelse på op til 3 procent med minimalt tidstab på blot et par minutter pr. arbejdsdag. De største besparelser opnås ved kørsel på kuperede ruter, hvor systemet udnytter sin viden fuldt ud.
Ved international langturskørsel med et 40-tons vogntog udgør 3 procent i brændstofbesparelse ca. 1700 liter brændstof ved en årlig kørsel på 180.000 km. Omregnet i penge er det med dagens brændstofpris ca. 14.000 kr. pr. køretøj.
Mindre erfarne chauffører har potentialet til at opnå de største brændstofbesparelser, og de vil undervejs også tillægge sig en mere økonomisk kørestil. For højt kvalificerede chauffører er besparelsespotentialet mindre, men også de vil have gavn af Scania Active Prediction ved kørsel på ukendte ruter, i mørke eller under ugunstige vejrforhold, vurderer Scania.
Hos Scania Danmark oplyser man, at det nye system vil kunne leveres på nye Scania lastvogne fra omkring maj næste år.