DSB sender kunder til indenrigs-fly
Siden DSB´s beslutning om at trække nonstop InterCityLyn-tog ud af driften har der været tegn på fremgang i indenrigsflytrafikken mellem København og Aarhus.
Ifølge rejsemagasinet check-in.dk kan man direkte aflæse beslutningen i lufthavnens passagerstatistik for november. Her gik indenrigstrafikken nok tilbage med beskedne 1,5 procent, men tilbagegangen er faktisk udelukkende relateret til den første halvdel af måneden, indtil DSB fik kapacitetsproblemer.
Siden har der været fremgang.
- Vi tager dette som udtryk for, at DSB´s ændring af trafikprogrammet på strækningen Aarhus-København, der blev iværksat med kort varsel midt på måneden, har haft en øjeblikkelig og positiv effekt for efterspørgslen på indenrigsflyvningen mellem Aarhus og København, siger lufthavnsdirektør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn til check-in.dk
Blandt andet har Cimber Sterling programlagt i alt 8 hverdagsrotationer på ruten fra 25. marts 2012, mens SAS forventer at have 5 rotationer, og det betyder en samlet udbudt kapacitet på 10.216 sæder pr. uge, hvilket er medvirkende til at fastholde positionen som Danmarks næststørste indenrigsflyrute