To nye konsulenter til MAN
MAN styrker sin salgsindsats og ansætter pr. 1. december nye konsulenter.
Det er Morten Fanø Larsen i Aalborg (Nordjylland) og Tonni Christiansen i København (Nordsjælland). Begge salgskonsulenter har mange års erfaring fra lastvognsbranchen og har begge tidligere arbejdet for MAN.
Morten Fanø Larsen har erfaring fra branchen siden 2004, hvor han i perioden fra 2004-08 netop arbejdede for MAN i samme salgsdistrikt. Morten kommer fra en tilsvarende stilling hos Iveco, hvor han har været ansat siden 2008.
Morten vil dække området nord for Limfjorden og vil primært have sin base hos MANs servicepartnere i Frederikshavn og Hjørring.
Tonni Christiansen har været beskæftiget i lastbilbranchen siden 1974. Der er således tale om en erfaren herre, som kender alt til lastbilkundernes behov. Tonni Christiansen har tidligere arbejdet som salgskonsulent hos MAN forhandleren H.E. Jørgensen A/S i Dalby og også haft erfaring med både Scania og Mercedes.
Tonni Christiansen vil arbejde ud fra MANs hovedkvarter i Greve og vil primært dække salgsdistriktet nord for København – et område han tidligere har dækket, hvorfor han allerede kender de fleste af kunderne i området.