Modulvogntog kan spare milliarder af motorvejskilometer
Rapport: Modulvogntog kan skære milliarder af lastbilkilometer af transportarbejdet på det europæiske motorvejsnet.
Det kan oven i købet ske uden modulvogntogene stjæler større godsmængder fra godsbanetransporten, som mange i jernbanekredse hidtil har frygtet.
Det er konklusionen i en ny rapport, udarbejdet for den europæiske organisation for jernbaner, CER, af to anerkendte tyske analyseinstitutter. De har undersøgt effekten på kombineret transport og enkeltvognstransport ad jernbane ved at indføre modulvogntog i en række vigtige transportkorridorer i EU. Det oplyser Dansk Tranport og Logistik.
- Rapportens beregnede fald i disse vigtige jernbanekorridorer i EU svarer til 0,4 procent af den samlede mængde af jernbanegods i EU. Til gengæld vil vejtransporten kunne spare samlet set mere end seks milliarder køretøjskilometer. I Tyskland alene et forventet fald på 10 procent, fordi to modulvogntog kan fragte samme mængde gods som tre almindelige vogntog, siger DTLs chef for den erhvervspolitiske afdeling, Ove Holm.
Kombi-transportUndersøgelsen, der netop er blevet offentliggjort, har set på effekterne for de kombinerede transporter og for enkeltvognstrafikken på bane, hvis der indføres modulvogntog langs med udvalgte jernbanekorridorer gennem EU. Her viser undersøgelsen markante fald for begge kategorier jernbanetransport i de fem udvalgte korridorer, herunder Malmø-Danmark-Ruhr.
De kombinerede transporter kan opleve et fald på op til 12 procent, mens faldet for godset i de såkaldte enkeltvogns-trafikker kan falde 20-25 procent i værste fald 35 procent. Resultaterne afhænger af korridorerne og af, hvilke former for modulvogntog, der indføres.
- Tallene viser, at modulvogntogene især vil ramme enkeltvognstrafikken, men den er i forvejen for kraftigt nedadgående, og den tilbydes fx slet ikke herhjemme. Hvad angår de kombinerede transporter, så ligger problemet ifølge rapporten hos terminalerne og omkostningerne ved at flytte godset mellem vej og bane ved terminalerne. Det er ikke en nyhed, men er klart en udfordring, siger Ove Holm.
En udfordring som Danmark har taget delvist har løst ved at give adgang for modulvogntog til og fra de to største kombiterminaler i Taulov og Høje Taastrup, og ved at de to kombiterminaler for nyligt har fået udvidet kapaciteten meget væsentligt.
Ses der på den samlede mængde af godstransport ad jernbane i EU, er der tale om ganske marginale ændringer nemlig blot et fald på de nævnte 0,4 procent.
Kæmpe besparelserSamtidig kan man i undersøgelsen finde oplysningen om, at vejtransport vil kunne spare samlet set mere end seks milliarder køretøjskilometer. I Tyskland alene et forventet fald på 10 procent!
- Det er tal, man ikke kan ignorere, og de viser, hvor effektive længere og tungere lastbiler i virkeligheden er, lyder det fra DTL-chefen.
- For DTL er undersøgelsen også vigtig, fordi den sætter tal på, hvor begrænset effekten er på de samlede mængder godstransport ad jernbane, hvis modulvogntogene kommer, hvilket er helt i tråd med de praktiske erfaringer fra Holland, hvor modulvogntogene har kørt i over 10 år, fortsætter han.
Han er overbevist om, at modulvogntog også kan være til stor fordel for jernbaneselskaberne.
»Det kræver først moderne kombiterminaler dernæst, at lastbiltrafikken til og fra terminalerne bliver så effektiv som muligt fx med modulvogntog i begge ender. Det vil give transportkæden med både bane og vej en win-win situation, siger Ove Holm.