Nyt kran og tipvogntog spækket med sikkerhedsudstyr
Vognmandsfirmaet Hans Otto Fredsholm ApS, Fjelstrup ved Haderslev har netop fået leveret et nyt tippeladsvogntog med aftagelig kran.
Chassiset er en Volvo FH500, mens opbygning og tippelad, samt den tilhørende SVF tippeladspåhængsvogn er fra Skelhøje Vognfabrik A/S i Skelhøje.
Volvoen, der er leveret af Skifter Lastbil i Aabenraa, hvor lastvognssælger Claus Andersen har stået for salget, er et 6x2 chassis med tvangsstyret bogieaksel og transmissionen er Volvos I-shift gearkasse. Der er også tænkt på sikkerhedsudstyret som omfatter ACC (radarbaseret afstandsmåler med integration til bremsesystemet og cruisecontrollen), desuden er der også en opmærksomhedsassistent, som alarmerer chaufføren, hvis han begynder at blive uopmærksom.
Udstyret omfatter også Dyna-Fleet med automatisk downloading af data fra tachographen.
Påhængsvognen er en fireakslet SVF i en 30 ton version, der er udstyret med 4 BPW aksler med tromlebremser.
Også på påhængsvognen er der tænkt på trafiksikkerhed. Bremsesystemet er et Wabco EBB med bl.a. RSS (esp på påhængskøretøjer).
Opbygningen består på begge køretøjer af et SVF trevejs tippelad og med el/pneumatisk betjent udfald på siderne. Forvognens sider er bygget todelt i højden med 1200 mm + 400 mm, hvor topsiderne kan tages ned i ladet, således at chaufføren undgår at skulle løfte unødigt for at fjerne siderne. Stolperne på både forvogn og hænger er af typen Kinnegrip K5. Under forvognens højre side er pladsen udnyttet til letvægts værktøjskasser og hele undervognen er dækket af i aluminium.
Påhængsvognen er tilsvarende bygget med todelt sider som på forvognen, med en underside på 1200 mm og en topside på 500 mm.
Påhængsvognen er udstyret med P-light fra Innonet i Vislanda som oplades automatisk via. lysanlægget. Hele vogntoget er udstyret med diode lys og diode arbejdslygter .
Desuden har Sawo A/S leveret en ny aftagelig Hiab kran i 17 tm klassen, hvor Thomas Ludwig har stået for salget.
Der er ved hele vogntoget lagt vægt på sikkerhed og høj funktionalitet, alt omkring opbygning er tilpasset i tæt samarbejde med vognmændene Hans Otto og Daniel Fredsholm.
Flemming Zachariassen har forestået handlen hos Skelhøje Vognfabrik A/S
Hans Otto Fredsholm og sønnen Christian Fredsholm har netop iværksat næste step i forretningen,
hvor Christian Fredsholm er indtrådt i firmaet og har tilkøbt en ny trækker.
Vognmand Hans Otto Fredsholm begyndte som vognmand i 1986. I dag råder firmaet over en flåde på 10 lastvogne, med tilhørende egne trailere og kraner m.m.