Torm Fonden på tilbagetog
Midt i det turbulente forløb omkring Torms planlagte kapitaludvidelse på 300 mio. kr. sår fonden bag det kriseramte rederi nu tvivl om sin egen deltagelse i emissionen.
Det er nemlig langtfra sikkert, at Torm Fonden kan eller vil bakke op om kapitaludvidelsen og indskyde de omkring 100 mio. kr., som det vil koste fonden at forsvare sin ejerandel på 6,3 pct.
- Vi ser da positivt på at deltage i kapitaludvidelsen, men det er klart, at vi må se, hvordan det hele bliver skruet sammen, inden vi kan tage endelig stilling, siger fondens direktør, Jens Bjergmose.
Dermed er Torm Fonden vendt på en tallerken i forhold til tidligere på året, hvor det gældstyngede rederi først ville rejse 100 mio. dollar i ny kapital som led i en større redningsplan.